Den amerikanske skuespiller og model Lance Gross er kommet i modvind på sociale medier, efter han delte et årligt julebillede af sin vennegruppe.

På billedet, som er taget ved søen  ser man Cross og en flok vennepar sidde sammen i juletrøjer på en trappe. En kvinde sidder dog alene ved siden af de fire par og kigger væk, som om hun er ked af ikke at være en del af gruppen.

Julefotoet har fået flere på sociale medier til at bemærke, hvordan kvinden, der sidder alene, har en mørkere hudfarve, end de kvinder, der sidder sammen med deres kærester. Flere mener derfor, at billedet er et udtryk for racisme, fordi den mørkere kvinde udelukkes fra gruppen.

'Jeg kan godt lide, hvordan det er den mørke søster, som sidder for sig selv på billedet. Nej.' skriver Twitter-bruger Spinsterella blandt andet.

Også twitter-brugeren Jessica Saxena gør det klart, at hun som farvet kvinde ikke ville være en del af sådan et billede.

'Nahhh de ville ikke få mig med i et foto og ligne en fra en bog om colorism (diskrimination på baggrund af hudfarve red.). Fuck nej.'

Twitter-bruger Unwantaqua er selv en mørk kvinde og giver heller ikke meget for billedet.

'Som en sort pige med lysere hud føler jeg det er mit ansvar at påpege diskrimination når jeg ser det. Hun var skydeskive for en dårlig vittighed', skriver hun på Twitter og tilføjer:

'Det var fuldkommen uansvarligt af Lance Gross og alle andre involveret i billedet at gøre det. Diskrimination på baggrund af hudfarve florerer i vores samfund'.

Efter de mange beskyldninger om racistiske undertoner i billedet, har Lance Gross taget til genmæle på Twitter og Instagram, hvor han med et billede af tidligere års julekort forklarer, at det hele er ment som en intern joke.

'Vi har lavet den samme joke i flere år', skriver Gross og bruger blandt andet hashtags som 'inside joke' og 'fuck yo discussions'.

Kvinden, det hele handler om, der sidder alene på billedet, har også selv bekræftet denne forklaring og skriver i en kommentar på Instagram.

'Jeg dater en speciel en, men han kom ikke til Big Bear i år. Jeg tager et billede som det her HVERT ÅR og gør grin med det faktum, at jeg er den eneste single på gruppebilledet,' skriver hun på Instagram ifølge Atlanta Black Star.

Hun skriver desuden, at det er værd at huske på, at sorte kommer i alle nuancer.