Siden Hillary Clinton den 8. november tabte valget om at blive USAs næste præsident til Donald Trump, har hun holdt sig godt og grundigt ude af mediernes søgelys.

Efter at have udskudt den klassiske nederlagstale til dagen efter, republikanske Trump havde vundet valget, er Hillary Clinton sjældent blevet spottet offentligt. Samme dag fik hun dog taget et billede i en skov nær hjemmet i Chappaqua i New York, hvor hun står sammen med en kvinde ved navn Margot Gerster.

Det skriver Daily Mail.

På billedet ser man en storsmilende Clinton, der var ude at lufte hunde sammen med sin mand, den tidligere præsident Bill Clinton. Margot Gerster havde pakket sin datter Pheobe på ryggen, og billedet af de to fik stor opmærksomhed, da folk mente, at den 69-årige valgtaber lignede én med enormt overskud, hvilket Gerster fik dokumenteret og lagt på Facebook.

Som det så ofte har været med den amerikanske valgkamp, så har kritikerne hurtigt været ude med modsvar. Her mener nogle, at billedet er opstillet netop for at få Hillary Clinton til at virke overskudsagtig. Og de kritikere har nu fået mere skyts at skyde med.

Det viser sig, at de to kvinder har en fortid sammen, om end det er en kort én af slagsen. Margot Gerster er vokset op i Chappaqua-området, og mens hun var high school-elev holdt hendes mor en indsamling for Hillary Clinton sandsynligvis på et tidspunkt, hvor den tidligere førstedame enten førte valgkamp for at blive senator i New York, eller kort efter hun havde vundet den plads, som hun havde i otte år fra 2001-2009.

Til den indsamling blev der taget et billede af Clinton, Gerster og Gersters mor, som Margot Gerster selv havde delt på sin Facebook-side. Daily Mail skriver, at hun nu har fjernet begge billeder.

Margot Gerster lagde dog på ingen måde skjul på, at hun er fan af Clinton, stemte på hende til valget og var enormt glad for at rende ind i hende i skoven den dag efter det historiske valg.

»Jeg fik lov til at give hende et kram og tale med hende, og jeg fortalte hende, at det var et af de stolteste øjeblikke i mit liv som mor at tage Pheobe med ned og stemme på hende. Hun krammede og takkede mig, vi snakkede høfligt, og jeg lod dem fortsætte deres gåtur,« skrev Margot Gerster til billedet.

Siden da har New York Post været i kontakt med Margot Gerster, der svarer ja på spørgsmålet om, at hun har modtaget trusler efterfølgende. Hun vælger dog ikke at uddybe truslerne, da hun ikke ønsker, at historien får mere opmærksomhed.

»Den her historie må forsvinde. Det fik en masse positiv feedback fra mange folk, men jeg vil ikke tilføje mere til det, jeg vil ikke smide brænde på bålet,« siger hun til det amerikanske medie.

Uanset hvad, så kan Margot Gerster skriver på 'cv'et', at hun har fået taget et billede med en præsidentkandidat. Med en tidligere præsident som fotograf.