»Denne besked er ikke en joke. Den berørte batch er livstruende.«

I flere europæiske lande advares der for tiden mod et helt bestemt champagne-parti, der har vist sig at indeholde det narkotiske stof MDMA, som også kaldes ecstasy.

»Pas på, livsfare: Champagneflasker af mærket Moët & Chandon Ice Imperial (3 liter) tilbagekaldes igen, fordi de er delvist fyldt med stoffet MDMA,« lyder det i den seneste advarsel fra forbrugerorganisationen Verbraucherzentrale Schleswig-Holstein på Facebook.

Også tidligere på året blev der advaret mod et bestemt parti fra champagne-mærket, efter flere personer var blevet syge efter at have drukket den.

I Tyskland førte det til et dødsfald hos en person, som havde indtaget champagnen, som viste sig at være fyldt med det flydende stof i stedet for den boblende drik, skriver NL Times.

Dengang drejede det sig om et parti champagne med batchnummeret 'LAJ7QAB6780004', mens alle flasker fra partiet med nummeret 'LAK5SAA6490005' nu også menes at kunne være berørt.

»Flaskerne kan ikke skelnes udefra. Men når de hældes, er der en klar forskel: Flaskerne fyldt med MDMA er rødbrune i farven,« lyder det i et opslag fra Verbraucherzentrale Schleswig-Holstein, som i en kommentar følger op med beskeden:

»Igen til alles info: Denne besked er ikke en joke. Den berørte batch er livstruende. Politiet er allerede i gang med at efterforske denne straffesag. Berørte flasker kan returneres til forhandlerne.«

Udover at de forgiftede flasker kan genkendes på den rødbrune farve, som bliver mørkere med tiden, har produktet også en lugt af anis, oplyses det.

Det vides endnu ikke, hvordan stoffet er endt i champagneflaskerne, men det formodes, at nogen af en eller anden årsag har pillet ved flaskerne, da propperne ikke er helt de samme som dem, der bruges på reelle Moët & Chandon-produkter.

Sagen er derfor endt hos politiet:

»MDMA findes normalt ikke i champagne. Denne tilbagekaldelse er en straffesag. Politiet efterforsker - vi har ikke yderligere oplysninger om status på efterforskningen,« lyder det i den seneste opdatering fra Verbraucherzentrale Schleswig-Holstein mandag.

Har du en tre-liters Moët & Chandon Ice Imperial stående, kan det derfor være en god idé at tjekke dens batchnummer, før du drikker den - og tjekker farven for, om den ser rigtig ud.