'Måske har du fået feber. Jeg kom inden i dig og jeg har hiv lol. Ups.'

En britisk frisør har ifølge anklageren med fuldt overlæg forsøgt at smitte sine elskere med den autoimmune kønssygdom hiv. Han fandt sine partnere på dating-appen Grindr, der er målrettet homoseksuelle.

Det skriver britiske Guardian.

Den 26-årige mand, der stammer fra Edinburgh, er anklaget for at have smittet fire mænd med hiv og forsøgt at smitte yderligere seks. Ifølge anklagerens udlægning har han påstået ikke at lide af den frygtede sygdom, der kan lede til AIDS, og når hans partnere har insisteret på at bruge kondom, så har han stukket hul på det.

Efterfølgende har han ifølge anklagemyndighederne sendt hånlige beskeder til flere af sine elskere, hvor han i nedladende vendinger lod sine sexpartnere vide, at de kunne være blevet smittet. For eksempel:

'Måske har du fået feber. Jeg kom inden i dig og jeg har hiv lol. Ups,' eller:

»Jeg flåede kondomet i stykker. Du er så dum. Du vidste det ikke engang,« skal han have sagt i opkald med en anden.

Selv nægter frisøren sig skyldig i forholdene, der skal have fundet sted i oktober 2015 og december 2016 i Brighton-området. Manden selv skal være blevet opmærksom på, at han var smittet i april 2015, da en klinik for seksuelle lidelser fra Edinburgh kontaktede ham på baggrund af, at en af hans tidligere sexpartnere havde fået hiv.

Lægerne vurderede, at han reagerede pænt på nyheden om sin nye sygdom, men blev mistænksomme, da den 26-årige ikke ville lade sig vaccinere mod en række sygdomme, som for eksempel lungebetændelse, der ofte rammer hivsmittede. Han afslog også vaccinationer, der kunne sløve sygdommen ned og mindske risikoen for smitte.

»Han blev advaret imod, at han kunne blive retsforfulgt, hvis han udsatte andre for fare eller dyrkede ubeskyttet sex med dem,« sagde anklageren Caroline Carberry i retten.

Da to af hans ofre trådte frem overfor poltitiet i Sussex, valgte det at udsende en offentlig advarsel, der sagde, at folk skulle passe på sig selv i Brighton. Operation blev kaldt for 'Brickwall' af den lokale ordensmagt.

Retssagen forventes at være afsluttet indenfor seks uger.