Hovedparten af de dræbte i eksplosion på sundhedscenter i Teheran er kvinder, oplyser byens brandmyndighed.

Mindst 19 personer er dræbt i en gaseksplosion på en klinik i Teheran. Det rapporterer det iranske nyhedsbureau Isna tirsdag aften.

En talsmand for brandvæsnet i Irans hovedstad oplyser, at det var gasflasker i bygningens kælder, der eksploderede som følge af en lækage.

Eksplosionen på sundhedscentret Sina At'har, der ligger i den nordlige del af byen, har beskadiget andre bygninger i nærheden og sendte en tyk røgsøjle op i nattehimlen.

- 13 personer er bekræftet omkommet. Desuden er seks kommet til skade og bragt til et hospital, oplyser brandvæsnet i en meddelelse.

Talsmand for brandvæsnet Jalal Maleki oplyser desuden til Insa, at der blev fundet yderligere seks døde personer i bygningen, efter at branden fra eksplosionen var slukket.

15 af de omkomne er kvinder.

Det er ikke oplyst, hvor mange personer der var i bygningen. Ifølge Reuters var 25 af klinikkens medarbejdere på arbejde, da eksplosionen skete kort før klokken 21 lokal tid.

Hændelsen sker, fire dage efter at en kraftig eksplosion nær et militært kompleks i Teheran kunne høres over store dele af byen. Ingen personer blev dræbt i eksplosionen, der ifølge forsvarsministeriet skyldtes udsivende gas.

/ritzau/AFP