Det vrimler med bilister i Randers denne fredag. For foreningen Cars and Coffee Aarhus har inviteret til biltræf på en parkeringsplads ved Juventusvej i byen.

Men det er ikke kun parkeringspladsen, der er fyldt med biler. Det er vejene i den sydlige del af byen også.

Og det skaber trafikale udfordringer, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

»Der er kommet så mange biler til arrangementet fra ind- og udland, at trafikken i den sydlige del af byen flere steder står helt stille,« lyder det i opslaget fra politikredsen, der fortsætter:

»Derfor opfordrer vi til, at man kører ad alternative ruter eller venter med at køre ud/hjem!«

På Cars and Coffee Aarhus' Facebook-side fremgår det, at arrangementet er startet klokken 17.

Allerede ét minut efter advarede politiet første gang mod de trafikale udfordringer.

Her gjaldt det også motorvejsstrækningen syd for byen.