FCK jagtede deres sjette sejr på stribe, da de søndag gæstede Randers FC.

Men med tre sejre i de seneste tre kampe og en målscore på 6-0 var Randers klar til at byde løverne op til dans. Men selvom de gav FCK kamp til stregen, kunne de ikke forhindre FCK i at vinde 2-0.

Sejren blev dog en smule overskygget af en vaklende FCK-defensiv, som i den grad må give dybe panderynker hos Ståle Solbakken.

Her er 3 ting, vi lærte af kampen:

FC Københavns Dame N'Doye.
FC Københavns Dame N'Doye. Foto: Henning Bagger
Vis mere

1. Senegalesisk muskelbundt tilbage for FCK
Dame N’Doye var igen tilbage i FCK-startopstillingen, efter en skade havde holdt ham ude af den seneste kamp mod OB. Og man må bare sige, at den stærke senegaleser giver en ekstra dimension til FCK’s offensiv. Angriberen tabte sjældent luftduellerne mod Jonas Bager og Erik Marxen, og når først han havde fat i bolden, kunne de sjældent stjæle den fra ham. En uvurderlig brik i FCK’s opspil og offensiv, som træner Ståle Solbakken må være glad for at kunne benytte igen. Glad blev nordmanden hvert fald, da netop N’Doye lukkede den svære kamp mod Randers med sin scoring til 2-0.

2. Randers holdte Skov i snor
Robert Skov har været på alles læber i ugens løb, efter han i sidste runde mod OB noterede sig for sit tredje hattrick i sæsonen – og igen viste prøver på sit farlige venstreben. Og der var ingen tvivl om, at Randers-mandskabet i dag holdte ekstra godt øje med den brandvarme silkeborggenser. Randers’ venstreback, Kevin Conboy, sad klistret til Skov og fik hele tiden opbakning fra både midtbanen og venstrefløjen Mikkel Kallesøe. Og så undlod Randers klogt at lave frispark på farlige steder. Det betød, at der næsten var lukket helt af for Skovs venstreben. Men det gav så plads til de andre FCK-spillere, og det udnyttede blandt andet Rasmus Falk til at sno sig igennem Randers-forsvaret og score til 1-0. Assist? Ja, det var såmænd Robert Skov.

3. Vaklende FCK-defensiv må give panderynker hos Solbakken
Hvis Ståle Solbakken vågner op i morgen med hæs stemme og dybe panderynker, er der ikke noget at sig til det. FCK’s defensiv så enorm usikker ud i dagens kamp mod Randers FC. Flere gange blev midterforsvaret overløbet af Randers-angriberne efter simple, lange bolde. Og der var også knas på kommunikationslinjen. I første halvleg gik Peter Ankersen og Denis Vavro i vejen for hinanden ved en bold, som bare skulle sparkes væk. Det gav en friløber til Mikkel Kallesøe, som dog sparede sløjt forbi mål. Og for at gøre ondt værre måtte Andreas Bjelland gå ud i pausen med en lægskade. Ind kom Sotirios Papagiannopoulos, og det gjorde ikke ligefrem FCK-defensiven mere sikker. I den grad en kamp, som må have givet Solbakken noget at tænke over!