I skyggen af Daniel Aggers sensationelle skifte til Brøndby er angriberen Simon Makienoks skifte fra Brøndby til den italienske Serie A-klub Palermo blevet endeligt realiseret.

Det bekræfter både Brøndby og den italienske klub lørdag eftermiddag.

- Salget har en positiv virkning på resultat før skat for 2014 på ca. 17 mio. kr., og Brøndby IF opjusterer derfor forventningerne til årets resultat før skat for 2014 til et underskud i niveauet 145 - 155 mio. kr. før skat, skriver Brøndby, skriver Brøndby i en fondsbørsmeddelelse.

23-årige Makienok kom til Brøndby fra HB Køge i 2012, og han nåede at spille 73 kampe og score 33 mål for klubben på den københavnske vestegn.

Palermo har tidligere haft held med at hente spillere i Superligaen. I 2008 hentede sicilianerne en ung Simon Kjær i FC Midtjylland, og to år senere blev den danske forsvarsspiller solgt til Wolfsburg for et rekordbeløb. 

Palermo og Simon Makienok har underskrevet en treårig kontrakt med hinanden - med option på yderligere et år.