FC Nordsjælland kunne endnu engang se en sejr fordufte i slutminutterne på hjemmebane

Latterligt, ringe og manglende kvalitet. Det var langt fra positive ord, der kom fra FC Nordsjælland, efter de i slutminutterne kunne se David Boysen udligne til 2-2.

For FC Nordsjælland var nærmest altdominerende gennem samtlige 90 minutter, og de tillod kun Lyngby at være farlige, når de havde hjørnespark. Men der snorksov FC Nordsjælland til gengæld. Begge Lyngby scoringer kom på hjørnespark, og det skyldes manglende mentalitet.

»Der er detaljer og sekunder i dag (lørdag, red.), hvor jeg nærmest ikke kan tage os selv seriøst. Vi spiller en rigtig fin kamp og efterlader stort set ingen chancer til Lyngby i åbent spil. Så er der tre-fire hjørnespark og lange bolde på Ojo, og det er det. Det er helt latterligt, at vi ikke vinder sådan en kamp,« sagde Kasper Hjulmand efter kampen.

»Jeg synes ikke, vi mangler koncentration. Der er mange årsager til, at vi brænder så mange chancer. Det skal vi blive bedre til. Når vi så står med en blanding af, at vi er ringe på dødbolde og ikke får lukket kampen, står vi i den her situation,« sagde han.

 
FC Nordsjælland spillede 2-2 med Lyngby i 15. spillerunde af Superligaen.
Vis mere

Og Nordsjælland har ellers trænet dødbolde dagligt – og det kommer træningen fortsat til at byde på, lovede Kasper Hjulmand. For han syntes, at mentaliteten manglede ved dødboldende, hvor enkelte spillere ganske enkelt ikke ydede nok.

Forkert mindset
Der var da heller ingen tvivl om, at det havde været fuldt fortjent, havde FC Nordsjælland taget samtlige tre point. Men efter Lyngbys Mikkel Rygaard slog Karlo Bartolec i hovedet – og fik fortjent rødt, var det, som kampen allerede var vundet.

»Vi spillede ikke chancerne større, og jeg synes, vi havde det mindset, at vi havde vundet. Vi skal lukke kampen, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at hvis vi ikke selv lukkede kampen, ville de få en halv chance til sidst. Så propper de den ind, og det er simpelthen for ringe,« sagde en tydeligt skuffet Emiliano Marcondes, der dog ikke vil tale om umodenhed hos det unge Nordsjælland-hold.

»Jeg ved ikke, om det er umodenhed, for vi har vist gang på gang, at vi kan komme tilbage, selvom vi har været bagud både tre og fire nul. Vi er bare ikke gode nok til at forsvare på standarder, for det er ikke første gang, vi lukker mål ind på den måde. I det hele taget lukker vi alt for mange mål ind,« sagde han.

Det var da også tydeligt, at FC Nordsjælland-spillerne ikke var tilfredse med at smide endnu en sejr i sidste minut, ligesom det var tilfældet mod Sønderjyske på hjemmebane. Og det forstod Kasper Hjulmand godt.

»Anden halvleg er jo en stor kontrol og et stort angreb. Og det er klart, at sådant et overtag skal give tre point,« sagde han.

En flok vindere
Omvendt var humøret anderledes højt i Lyngby-lejren. Den knap så nyslåede cheftræner Thomas Nørgaard er stadig ubesejret i Superligaen med to sejre og tre uafgjorte i de første fem kampe. Og det er der én simpel årsag til.

»Vi har samlet en flok vindere. Som jeg har sagt til drengene, er jeg stolt over den reaktion vi gav undervejs i kampen, men også mentaliteten og kulturen, vi har bygget op på det seneste. Jeg står kun her som ubesejret, fordi spillerne reagerer, som de gør, da vi kommer bagud og en mand i undertal,« sagde han efter kampen.

Mikkel Rygaard, der fik rødt kort for slaget i ansigtet på Karlo Bartolec, ønskede ikke selv at snakke med pressen, men var tydeligt frustreret over dommen. Thomas Nørgaard mente da også, at der sagtens kunne være givet et rødt kort til FC Nordsjælland i samme situation.

»Jeg er helt sikker på, at de (dommerne, red.) dømmer, hvad de ser. Så kan det bare være, jeg ser lidt mere, end de når at gøre. Det er lidt ærgerligt, når der står en fjerdedommer lige ved siden af mig i situationen. Jeg mener klart, at der er rødt kort til Rylle (Mikkel Rygaard, red.). Men jeg ser også at der sker lidt andre ting, som kunne have gjort, at der skulle være stunget et ud til Nordsjælland,« sagde han.