Wingbacken Mads "Mini" Pedersen er et af flere oplagte salgsemner for større klubber på FC Nordsjællands hold.

Hurtigløberen har dog ikke fokus på sommerens transfervindue, hvor et potentielt skifte lurer. I stedet vil han i de kommende uger bevare fokus på at kunne vinde medaljer med FC Nordsjælland, som onsdag fik 2-2 i Horsens.

»Lige nu tænker jeg bare på at spille fodbold med FC Nordsjælland. Vi jagter jo medaljer, og hvis det nu skulle være min sidste sæson, så vil jeg gerne slutte ordentligt af,« siger han.

I vinterens transfervindue blev den engelske Premier League-klub Bournemouth meldt interesseret i wingbacken.

Uden at bekræfte, at det var Bournemouth, som var interesseret, afslører Mads Pedersen, at der var udenlandsk interesse for ham i januar.

»Der var lidt snak frem og tilbage, men ikke nok til at der skulle ske noget. Selvfølgelig hører man lidt rygter fra medierne, og vennerne kommer og spørger, men det er ikke noget der påvirker mig.«

»Efter det seneste transfervindue blev vi enige om, at det var min agent, som skulle tage sig af alt arbejdet uden for banen, så jeg kunne koncentrere mig om det på banen,« siger han.

Ifølge FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, vil man ikke stå i vejen, hvis der skulle være en større klub, som står klar med en stor pose penge for den talentfulde U21-landsholdsspiller.

»Markedet klarer sig selv, så hvis der er en klub, der vil fyre den fuldstændigt af og betale kassen, så er det jo det.«

»Lige nu er der dog kun én ting at gøre, og det er at koncentrere sig om at spille fodbold, og så må vi se, hvad der sker,« siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/