Efter AaB-spillerne fik beskeden om, at FC Midtjylland havde tabt 2-3 hjemme til FC København, fik følelserne lov til at få frit løb i Slagelse, hvor AaB havde spillet 0-0 med FC Vestsjælland.

Der fik TV3 Sport 2 en hurtig kommentar fra AaBs assisterende træner Allan Kuhn.

- Ja, nu skal jeg passe på med at begynde at tude. Det her er så grotesk. Vi får at vide, at FC København scorer i overtiden med 10 mand, og at vi er mestre. Det er helt vildt.

- Jeg synes, vi fortjener mesterskabet. Vi har spillet bedst og fået flest point, siger Allan Kuhn.

En af de spillere, som har vist sig særligt vigtig i de seneste kampe, er AaBs angriber Anders K. Jakobsen, som blandt andet stod for to vitale mål i den forrige runde med FC Nordsjælland, hvor AaB vandt 4-2. Han var ikke overraskende en meget glad mand.

- Det her er helt vildt. Det er umuligt ikke at lade sig rive med, lyder det fra AaBs bomber med tilnavnet 'AK47'.

Holdets forsvarer Kenneth Emil Petersen kunne heller ikke holde sig tilbage.

- Vi kommer hele følelsesregistret igennem i forhold til alle de meldinger, vi får fra FCM-FCK. Men nu føles det helt suverænt. Turen hjem bliver helt fantastisk, og mon ikke vi får en øl på vejen, selv om vi har pokalfinale på torsdag, lyder det fra Kenneth Emil Petersen.