Det var grimt og uskønt, da AGF og Sønderjyske spillede 0-0 i mandagens opgør i Superligaen.

Så godnat Malaga, godnat København, mine længslers vingesus, sov godt Michigan og Englenes By, jeg lukker mine øjne i Aarhus.

Bysbarnet Thomas Helmig gjalder vanen tro udover Ceres Park i Aarhus inden kampstart. De få fremmødte fans synger med. Det gør de altid. Denne gang har de måske bare ikke indset, at Helmigs ord kommer til at beskrive de 90 minutters fodbold, de skal overvære.

I stedet for handsker og lange underbusker til at bekæmpe vinterkulden var der brug for pyjamas og hovedpude, så fansene kunne have lukket øjnene og drømt sig hen til et mytisk eventyrland med sammenhængende afleveringer.

Nej, det var bestemt ikke kønt fodboldspil som AGF og Sønderjyske leverede mandag aften.

LÆS OGSÅ: Her er BTs karakterer: Vejret var elendigt i Aarhus - det var spillet også!

Begge hold kom ellers med fornyet gejst og selvtillid. AGF havde vundet den første forårspremiere i 19 år, da Hobro blev besejret 1-0 på udebane, mens Sønderjyske havde taget en fin sejr over topholdet FC Nordsjælland.

Derfor kunne man godt forvente lidt underholdning, lidt kant, lidt spræl. I stedet fik man snevejr, skidt fodboldspil og ingen mål. Værsgo, fodboldfans. I en Superliga-weekend, hvor der blev sat bundrekord i år med 568 tilskuere til FC Helsingør – AC Horsens, var mandagskampen næppe den reklame, der skal lokke folk til på landets Superliga-stadioner.

Første halvleg havde et par halve øjeblikke fra de to mandskabers side. Mest afgørende i pløre-moradset var AGF-keeper Aleksandar Jovanovic, der reddede hjemmeholdet to gange. Først ved Mikael Uhres afslutning lige før pausen, hvor gæsterne var tæt på en føring, mens serberen igen slog til i anden halvleg, da Martin Spelmann var tæt på at lave AGF-selvmål efter et hjørnespark.

»Det var svære betingelser på en svær bane. Jeg synes, vi er lidt uheldige i nogle situationer, hvor vi får skud blokeret, men det var vel to hold, der ikke var skarpe nok til at lirke hinanden op. Det er den sidste aflevering og afslutning, der lige manglede. Det var to hold, der stod godt på banen,« siger AGF-midtbanespilleren Daniel A. Pedersen om kampen.

Sønderjyske-træner Claus Nørgaard gav ret i, at æstetikken ikke var i højsædet på banen.

»Det var en lige og usmuk kamp med fokus på omstillinger og dødbolde. Det var også vores forventning inden kampen. Der mangler det sidste held og kvalitet på vores dødbolde. Jeg synes faktisk, vi er tæt på. Det var ikke en speciel pæn fodboldkamp. Men jeg er ganske tilfreds med vores start på foråret med fire point i to kampe,« lyder det fra Nørgaard.

Efter pausen blev spillet lidt bedre, andet var heller ikke muligt. Et vellykket indlæg kunne give høj puls på baggrund af første halvleg.

AGF-træner David Nielsen reagerede med en dobbelt indskiftning af Mustafa Amini og Martin Pusic i forsøget på at skabe noget momentum med omkring tyve minutter igen.

Skulle kampen afgøres, skulle det ske på en tilfældighed, en høj bold, en lang aflevering, en klodset tackling, en dommerfejl eller et forkert opspring fra bolden.

Det skete bare aldrig.

DU KAN SE HØJDEPUNKTER FRA KAMPEN I VIDEO-KLIPPET ØVERST PÅ DENNE SIDE