Venskabskamp i fodbold, Odense : Danmark-Polen 2-0 (1-0).
Danmark vandt testkampen mod Polen på mål af debutanten Nicklas Bendtner og Dennis Rommedahl. Det var Gravesen, der i begge tilfælde spillede de to fri.

Som ventet gav Morten Olsen debut til det kun 18-årige stortalent Nicklas Bendtner. Ligesom der blev plads til unge Agger, Würtz og Kahlenberg. Martin Jørgensen var valgt som anfører

Bendtner blev dermed den første debutant under 19 år siden Brian Laudrups debut i 1987.

Danmark fik den første mulighed efter godt fem minutter, da Rasmus Würtz fandt Rommedahl, bolden videre til Martin Jørgensen, men tacklet i skudøjeblikket.

Efter godt 12 minutter havde Kahlenberg et dejligt langskud, som den polske målmand Dudek lige fik bokset ud til hjørnespark.

Forinden havde polakkerne vist et glimt af farlighed, men Michael Gravgaard fik tacklet - og reddet situationen, da Agger var kommet lidt i problemer.

Vi sad på hovedparten af spillet, men kom ikke til de helt store chancer. Faktisk var polakkerne lige ved at score, da de fik sendt bolden fladt ind foran det danske mål.

Rasmus Würtz kunne ikke nå den - men det kunne fremstormende Frankowski heldigvis heller ikke.

Men så fik vi et debutant mål. Gravesen med en flot aflevering fra højre ind til Bendtner. Målmand Dudek ud i danskeren, men riposten sprang op på den lange debutant, og videre ind i mål. 1-0. Spillet godt 34 minutter.

Det kunne være blevet 2-0 kort efter, men Martin Jørgensen valgte at spille til Rommedahl i højre i stedet for Bendtner, der stod bedre placeret på midten. Rommedahls forsøg gik lige udenom stolpen.

Claus Jensen ind

Morten Olsen startede 2. halvleg med Claus Jensen på banen i stedet for Kahlenberg.

Polen startede aggressivt efter pausen, og et langskud gik lige over det danske mål. Lige efter havde Thomas Sørensen en superredning, da polakkerne slap igennem via en ripost.

Rasmus Würtz fik problemer med sin ryg, og måtte udskiftes til fordel for veteranen Thomas Helveg.

Og så slog Gravesen til igen med en strålende aflevering. Han fandt Rommedahl i dybden på højre fløj, og i sin velkendte sprinterstil kunne han ikke hentes. Elegant forbi Dudek, og så bolden i det tomme mål. 2-0. Spillet 63 minutter.

To minutter senere fik Danmark en ny debutant. Mads Junker på banen i stedet for den anden debutant, unge Bendtner, der fornemt havde ydet sit.

Daniel Agger kunne også være kommet på måltavlen, men hans hovedstød efter hjørnespark tog oversiden af overliggeren.

Men ca. et kvarter igen var det tid til at prøve Peter Løvenkrands som afløste målscorer Rommedahl. Og samtidig Jan Kristiansen ind for en træt Martin Jørgensen.

Danmark havde vist en flot gejst. De unge havde klaret sig godt, Niclas Jensen havde uden kamptræning imponeret med mange gode finesser, og Gravesen havde lagt op til de to mål. Jo, det så bestemt ikke så skidt ud.

haj@bt.dk