En dag følger en ældre herre efter skleroseramte Susan Noyè Jung, da hun har parkeret sin bil på en handicapparkeringsplads.
»Du har vist glemt noget,« proklamerer han højlydt og begyndte at skælde Susan ud for at parkere et sted, som han mente, hun ikke havde ret til.
»Jeg blev paf, fordi mit handicapskilt sad i forruden. Det var så grænseoverskridende,« siger den nu 40-årige Susan, da hun første gang fortalte sin historie til JydskeVestkysten.
Til B.T. fortæller Susan, at hun efter denne episode gik ind i supermarkedet med tårerne trillende ned af kinderne.
Det er blot en af flere dårlige episoder, som koldingenseren Susan hvert år bliver udsat for, når hun bruger handicapparkeringspladser.
Tilbage i september 2011 fik Susan konstateret sklerose, hvilket er en autoimmun sygdom, der nedbryder dele af nervecellerne.
En diagnose, som har betydet, at Susan i dag lever med en række mén – blandet andet bliver hun hurtigt udmattet og kan blive dårligt gående.
»Min sklerose er ikke aggressiv, men skal jeg handle ind i Kolding Storcenter kan min krop blive hurtigt udmattet. Men det kan andre jo ikke se,« siger Susan.
På grund af Susans sygdom har hun brug for at kunne parkere tæt på supermarkedet, så hun ikke skal anstrenge sig så meget. Derfor har hun fået et handicapskilt.
Alligevel opstår der konflikter, når folk ikke tror på, at Susan faktisk er syg.
»Det gør mig ked af det, at folk tror, jeg bare er doven. De sender fordømmende blikke og kommer hen og siger: 'Hey, du må ikke holde der',« fortæller hun.
Desuden har hun oplevet, at folk nogle gange stiller sig i vejen, tjekker hendes handicapskilt eller råber ad hende foran hendes to børn.
»Mine børn bliver virkelig kede af det og siger: 'ej, en dum mand eller kvinde',« siger Susan.
Men kan du godt forstå, at nogle mennesker reagerer, hvis de ser en tilsyneladende sund og rask kvinde, parkere på en handicapplads?
»Jeg kan sagtens forstå dem. Men man får ikke bare udleveret et handicapskilt. Det kræver en lægeerklæring, og man skal godkendes.«
De skæve blikke og uforstående kommentarer gør, at Susan nogle gange vælger at parkere langt væk – selvom hun har behov for pladsen tæt på.
»Nogle gange magter jeg ikke den mulige konfrontation, så jeg parkerer på en almindelig plads, der måske er langt væk. Det betyder, at jeg ikke har noget mentalt overskud tilbage til resten af dagen,« slutter den 40-årige sklerosepatient.
