En lille kasse markeret med teksten 'særlige breve', er pludselig dukket op – men ejermanden, og hvor brevene kommer fra, er et mysterie.

Det er Nordjyllands Politi, som har delt et billede af brevene, efter de har fået dem indleveret her i februar.

Det oplyser politikredsen på Facebook.

Nogle af brevene er stemplet for over 100 år siden, lyder det fra politiet.

Nordjyllands Politi efter ejeren af kassen med 'særlige breve'. Foto: Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi efter ejeren af kassen med 'særlige breve'. Foto: Nordjyllands Politi.
Vis mere

»Nogle gange får vi indleveret ting, der lige giver et ekstra sug i maven. Her er det en kasse fyldt med helt, helt gamle breve.«

»Brevene står stakket lige så tæt og fint i den gamle kasse, og adresserne på det gulnede papir er skrevet med sirlig skrift. I det hele taget et decideret blast from the past (sus fra fortiden), der får selv de mest intense sms-korrespondancer og din overfyldte indbakke i Outlook til at blegne,« skriver politiet.

Kassen med breve er blevet fundet i Aalborg – og ifølge Nordjyske blev fundet gjort i en parkeringskælder.

Nordjyllands Politi efterlyser nu ejeren bag kassen og kommer med en opfordring.

»Hvis det er dine særlige breve, vi sidder her og vogter på, så kom ind forbi ekspeditionen på Aalborg Politigård og oplys nummeret: 177/23,« skriver politikredsen afsluttende.