Lyt til artiklen

I fem af landets kommuner har mindst 1.000 personer to millioner kroner eller mere stående i banken.

Det skyldes tilsyneladende, at det er blevet forholdsvist mere attraktivt at have sine penge stående i banken, hvor man før i tiden havde pengene investeret i risikofri obligationer.

Det fortæller privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank til Finans.

Finans har fået et såkaldt specialudtræk foretaget af Danmarks Statistik, der viser, at det er København, Gentofte, Aarhus, Rudersdal og Frederiksberg kommuner, hvor der bor flest danskere, som har to millioner kroner eller mere stående i banken.

Specialudtrækket fra Danmarks Statistik er baseret på tal fra udgangen af 2017.

Det danske erhvervsmedie har lavet et interaktivt kort, som du kan se her.

Her kan man blandt andet se, at Københavns Kommune, som topper listen, har 2.857 personer med mindst to millioner kroner stående i deres bank.

På det interaktive kort kan man dog ikke finde Fanø, Læsø, Samsø og Ærø, men her er der samlet set 78 personer, der har større formuer stående i banken.