Det kan godt være, Danmark skal begynde at holde øje med den russiske hackergruppe Killnet, der er blevet meget aktive.

Senest har gruppen angrebet Norge, hvor den er lykkedes med at lægge en lang række offentlige myndigheders hjemmesider ned – heriblandt det norske arbejdstilsyn og BankID.

På beskedtjenesten Telegram kom gruppen også med trusler mod NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, og hans familie. Gruppen har blandt andet skrevet:

»Jeg glemte at præsentere dig for vores fjende nummer 1 – Jens Stoltenberg. Denne djævel vil stå til ansvar for ethvert liv for en russisk soldat. Og det samme vil hans familie, hans børnebørn og hans støtter,« lød beskeden.

Risikoen for at prorussiske hackere vil gå efter mål i Danmark, er dermed også blevet større i øjeblikket.

Det har derfor fået Center for Cybersikkerhed til at hæve trusselniveauet for flere sektorer i Danmark. Herunder energi-, sundhed-, finans-, søfart-, land- og lufttransport-, luftfart- og jernbanesektoren. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

De afspejler nu det generelle trusselsniveau for cyberaktivisme, som blev hævet i slutningen af maj, hvor det blev hævet fra ’lav’ til ’middel’.

Det betyder konkret, at aktører vurderes at have kapacitet og hensigt til mulig planlægning af angreb, og at denne aktivitet kan være skadevoldene.