Skyer, byger – måske med torden – men også gode chancer for sol og tørvejr.

Vejrmæssigt begynder ugen med lidt af det hele, men lad os lægge ud med den gode nyhed:

Mandagen skal nemlig nok ende med pænt vejr for de fleste.

Inden vi kommer så langt, er der dog både en del skyer og byger på vej til det meste af landet.

»Dagen starter med skyer de fleste steder. Radarbillederne viser lige nu, at bygerne driver op over landet sydfra.«

Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog på DMI Hans Peter Wandler en mandag morgen, som lidt er dagen derpå efter en søndag med flere lokale skybrud. 

Selvom vi altså også kan vente byger på ugens første dag, får de næppe samme styrke som søndag. 

»Vi får ikke så voldsomt meget regn, og som dagen skrider frem, kommer der en opklaring fra sydvest, som sidst på eftermiddagen har bredt sig til hele landet,« forklarer meteorologen.

Dog bliver der ikke meget solskinsø over Bornholm denne mandag. Bornholmerne må nemlig så de eneste se langt efter opklaringen. 

Temperaturerne kommer til at ligge mellem 18 og 21 grader, og vinden bliver svag til jævn. 

Den vagthavende meteorolog kan heller ikke helt udelukke, at der er flere skybrud i vente den kommende tid.

»Den kommende nat (natten til tirsdag, red.) er der en ny omgang nedbør på vej til hele landet. Især i Jylland og på Fyn. Der er et signal i det, som vi er opmærksomme på,« lyder det lidt krybtisk. 

Så hvis du allerede har vænnet dig til sol og sommer, må du sandsynligvis væbne dig med tålmodighed.

Hans Peter Wandler har nemlig denne forudsigelse for vejret den nærmeste fremtid:

»Vi får en pæn afslutning på dagen, men de kommende dage fortsætter det ustadige sommervejr.«