Mange danskere har prøvet at stå i en møghamrende varm metro, som er proppet med mennesker, uden mulighed for at kunne køle ned.

Og det er der en grund til. For da metrobyggeriet i sin tid startede, fravalgte Metroselskabet at udstyre togene med klimaanlæg, og det mærker mange københavnske pendlere nu i juni-varmen.

Det skriver Berlingske, der har været ude i metroen for at tage temperaturen.

Efter kun ét stop viste termometeret hos den sveddryppende reapporter 30 grader, hvilket var fem grader varmere end udendørstemperaturen på daværende tidspunkt.

Metroselskabet er godt klar over, at temperaturene er rigtig høje, og at det kan være til gene for mange passagerer.

»Vi er godt klar over, at det er meget varmt, og det vil vi rigtigt gerne beklage. Vi kunne godt tænke os, at det var anderledes, og vores personale er jo også ramt af dette. Problemet er, at vi kun har ventilation og ikke aircondition,« forklarer selskabets kommunikationskoordinator, Beannie Kauling Sloth til Berlingske.

Da metrobyggeriet foregik, valgte Metroselskabet at satse på ventilation og udluftning i stedet for klimaanlæg i vognene. Man mente, at de kølige tunneller, der ifølge Metroselskabet selv er 12 grader året rundt, var nok til at holde vognene kølige, hvis man luftede ud. Samtidig ville klimaanlæggene være tunge og dyre, og de ville gøre metroen mindre ’grøn’, som den ellers var tiltænkt at være.

Man havde med andre ord ikke forventet, at der ville komme så høje temperaturer som nu.

Derfor vil Metroselskabet nu teste alternative metoder for at køle vognene ned.

Klimaanlæg er endnu ikke en mulighed, men flere andre løsninger for at sænke temperaturen skal pilottestes over sommeren. At øge ventilationen er blandt andet en af mulighederne.