På sin mobil kan Christian Nielsen spore sin bils køreture og modtage notifikationer, hver gang han overskrider en fartgrænse.

I løbet af mandagen og tirsdagen kan han se, at hans Seat Ibiza racer rundt på Sjælland i høj fart. Men hans bil er på det tidspunkt på autoværksted i Køge.

»Det var lige godt satans, tænkte jeg. Den kørte rundt med høje hastigheder i byzoner og på landeveje,« siger han.

Christian Nielsen kan hjemmefra følge med i, at hans bil er en smuttur forbi Dagli'Brugsen om formiddagen.

Om aftenen kører den ind forbi Nørregade ved Kebab Huset i Ringsted, som ligger langt fra værkstedet i Køge, hvor den blev afleveret i starten af maj.

I byen Terløse får Christians Nielsen besked om, at hans bil har kørt 100 km/t i en byzone.

Havde politiet eller en fotofælde fanget bilen med den dobbelte hastighed af det tilladte, kunne den risikere at blive konfiskeret for decideret vanvidskørsel.

»I princippet kunne jeg miste min bil. Det er rent held, at den ikke er blevet fanget.«

Og det var kun en af flere hastighedsoverskridelser, som for alvor gør Christian Nielsen bekymret og med egne ord »pisseirriteret«.

»Jeg holdt bare øje og fik besked, hver gang den kørte for hurtigt. Det var hele tiden.«

I alt har Christian Nielsens Seat Ibiza kørt 210 kilometer hen over 12 ture, mens den har været på autoværkstedet MB Automobiler i Køge.

B.T. har set dokumentation for de kørte ture og registrerede hastighedsoverskridelser, som er registreret i appen My Seat.

Bilen var på værksted, fordi den var gået i stå på motorvejen, og den brugtvognsforhandler, som Christian Nielsen havde købt bilen af, fik den derfor fragtet derhen.

Slangen til dyserne var faldet af, og der var derfor utætheder i motorrummet. Slangen og pakningerne skulle skiftes, forklarer Christian Nielsen.

Det er ifølge Christian Nielsen en mindre reparation, men værkstedets ejer oplyser til B.T., at man har været grundige, fordi bilen har været på værksted fire gange før.

Værkfører og ejer af autoværkstedet Ismail Bostanci har en anden forklaring på sagen.

»Jeg har ikke gjort noget forkert,« siger han.

»Jeg tager altid bilen med hjem efter en større reparation for at sikre, at problemet er løst. Det har jeg gjort i 11 år.«

De mange opsigtsvækkende ture til supermarked og privatadresser forklarer Ismail Bostanci med, at han ikke kan prøvekøre bilen i arbejdstiden.

For at teste, om reparationen har løst problemet med bilen, har han derfor kørt i den efter arbejdstid.

Men flere andre har også prøvekørt bilen, fortæller han. Andre mekanikere og formentlig også bilforhandleren, som Christian Nielsen har købt bilen af.

Det skal du ikke informere kunden om?

»Jeg fortalte bilforhandleren det, da han kom ind med bilen.«

Hvordan forklarer du hastighedsoverskridelserne. En af dem er decideret vanvidskørsel, viser kundens gps?

»Det er jeg også ked af, hvis det er sket. Der er flere, der har prøvekørt bilen, og jeg ved ikke, hvem det er.«

Ismail Bostanci påpeger desuden, at det er »frækt« af kunden at lægge en gps i bilen.

»Jeg kan sige én ting. Bilen er repareret og lavet korrekt.«

Christian Nielsen er blevet tilbudt kompensation for de kørte kilometer på 415,80 kroner.