Den spanske prinsesse Christinas mand, Iñaki Urdangarín, der er sigtet for at have medvirket til omfattende underslæb og korruption, bedyrer, at hustruen intet har med sagen at gøre, eller for den sags skyld har kendskab til Urdangaríns regnskaber.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Og tilsyneladende har hans talegaver været gode nok. For det spanske kriminalpoliti har nemlig afvist at retsforfølge prinsessen. Det skriver internetradioen, Radio Solymar.

Til gengæld går det knap så godt – endnu – for Iñaki Urdangarin eller Hertugen af Palma med at overbevise retten i Palma de Mallorca om sin uskyld. Her er hertugen anklaget for at have været med til at begå underslæb og bestikkelse af offentlige og private midler for mange millioner euro i perioden fra 2004 til 2006, hvor han var formand for Noos-Instituttet.

I sidste weekend var hertugen igennem en marathonafhøring på hele 21 timer, hvor han måtte svare på en byge af spørgsmål om. Blandt andet ville dommeren vide, hvor meget den kongelige familie i almindelighed og kong Juan Carlos i særdeleshed kendte til hertugens aktiviteter.

Blandt andet blev hertugen direkte spurgt, om Kongen havde bedt sin svigersøn træde tilbage fra sin stilling som formand for Noos-Instituttet. Det bekræftede Urdangarin.

Noos-Instituttet har status som en velgørenhedsfond for kulturelle og sportslige arrangementer. Men ifølge anklagerne tog instituttet overpris for sine opgaver og en del af de mange millioner havnede i stedet i ulovlige skuffeselskaber.

Selve afhøringen foregik for lukkede døre. Men flere af dommerens spørgsmål blev lækket til de mange journalister, der ventede udenfor. Derfor har offentligheden blandt andet fået indblik i, at Iñaki Urdangarin forklarede, at det var hans ekspartner, Diego Torres, der havde omdirigeret penge fra Noos-Instituttet, uden Urdangarin anede uråd.

Hertugen forklarede også i retten, at han aldrig kontrollerede selskabets regnskaber eller selvangivelser. Og det var derfor, at instituttet kunne gøre sig skyldig i underslæb, skatteundragelse og ulovlige sponsorater.

Retssagen har gjort, at den spanske kongefamilies popularitet er styrtdykket. Det skyldes især stærke forlydender om, at kong Juan Carlos kendte til svigersønnens formodede lyssky aktiviteter. Og noget tyder på, at dette er sandt. Ifølge den spanske avis El País skulle kongen tilbage i 2006 have bedt svigersønnen sige sit job op og i stedet finde et andet i udlandet. Den påstand bekræftede Iñaki Urdangarin ved retsmødet.

Han mærkede også på egen krop, hvor meget den kongelige families popularitet er faldet. Da han mødte op til retssagen, blev han og hans advokat mødt af omkring 500 vrede borgere. Nogle af de fremmødte viste deres mishag ved at kaste æg mod hertugen.

Inden Iñaki Urdangarin gik ind til retssagen, sagde han til de omkring 350 journalister, der også var mødt frem, at han var kommet for at bevise sin uskyld.

- Min hensigt er at forsvare min ære og forklare sandheden om begivenhederne, og jeg er overbevist om, at erklæringen i dag vil bidrage til den, sagde hertugen, inden retssalens døre lukkede sig bag ham.

Iñaki Urdangarin er tidligere professionel håndboldspiller - faktisk Spaniens mest succesfulde med over fyrre trofæer på kaminhylden. Han deltog med det spanske landshold i tre OL-turneringer (1992, 1996 og 2000) og mødte prinsesse Infanta Christina under legene i Atlanta i 1996. De blev gift året efter og bor nu i Barcelona med deres fire børn.