To forskellige debatindlæg og et stort interview inden for to uger viser med al tydelighed, at Venstre ingenlunde er et forenet parti trods sommerens intense opgør, der førte til Lars Løkke Rasmussens afgang som formand for partiet.

Luften er ikke renset trods valg af ny ledelse i partiet, vurderer politisk kommentator Søs Marie Serup.

»Vi ser at den konflikt, der har martret partiet omkring udlændingepolitikken fortsætter,« siger hun dagen før, Venstre holder landsmøde.

Den genopståede ballade begyndte 4. November. Her skrev Venstres næstformand, Inger Støjberg, i B.T., at hun ‘er så træt af at høre om islam mig her og islam mig der.’

Med afsæt i en måling fra mediet Mandag Morgen, hvor 28 procent erklærede sig helt eller delvist enige i, at muslimske indvandrere skal sendes ud af Danmark, skrev Støjberg, at ‘det har bare intet – som i intet – at gøre med at være racist!’ at indtage det synspunkt.

Det uventede debatindlæg skabte dog fornyet røre i Venstre, ifølge Søs Marie Serup.

»Det sendte chokbølger indadtil,« siger hun.

Hendes partifæller Bertel Haarder, Anni Matthiesen, Jan E. Jørgensen, Fatma Øktem og Kim Valentin har da heller ikke kunnet lade være med at reagere.

Torsdag skrev de fem profiler i Jyllands Posten, at ‘hvis man levede konsekvensen ud (af synspunktet om at sende muslimske indvandrere ud af landet, red.), ville det jo være ‘racisme i den reneste form – og der er Danmark ikke.’

Ifølge Søs Marie Serup har de to debatindlæg blotlagt et sår, som mange havde håbet på var ved at hele.

Men hvor står den nyvalgte formand så i den diskussion? Fredag giver han svar i et interview med Weekendavisen.

Her siger Jakob Ellemann-Jensen, at en del flygtninge nok kommer til at blive i Danmark, hvis konflikten i deres hjemlande varer meget længe.

»Hvis der har været konflikt i hjemlandet i 15 eller 20 år, og folk har børn, der er vokset op her, giver det så mening at tale om at vende tilbage til hjemlandet, eller gør det ikke?,« siger han.

»Virkeligheden er bare, at en del nok kommer til at blive, og derfor skal vi også forberede os på det - blandt andet ved at sørge for at de kommer i arbejde,« lyder det videre.

Søs Marie Serup vurderer, at Jakob Ellemann-Jensen lykkes godt med at omfavne fløjenes holdning. Men han bliver udfordret som formand af konflikten, lyder det.

»Der er nok mange folk, der sidder og holder øje med, om han får styr på det her. Gør han ikke det, kan det ende som hans ansvar. Det bliver spændende at se, om det lykkes for ham,« siger hun og fortsætter:

»Alternativt skal han balancere på en knivsæg på det her spørgsmål i lang tid, og det er svært at være klar i mælet som formand, hvis man hele tiden skal holde balancen.«

Ellemanns største trussel

Søs Marie Serup ser også en overordnet problematik for Jakob Ellemann-Jensen, der er på spil her. Det handler nemlig ikke blot om synet på udlændingepolitikken.

»Den type indlæg, som vi har set fra Støjberg er den største trussel for Jakob Ellemann. Det går stik imod hans plan om at Venstre skal være et positivt politisk projekt. Det handler grundlæggende om, hvorvidt man som dansker har grund til at gå rundt og være bange eller ej.«

»Regeringen har lagt en grundtone af mol (statsminister Mette Frederiksens åbningstale ved Folketingets åbning, hvor hun præsenterede forslag om mere videoovervågning, blev eksempelvist kaldt dystopisk,red), mens Jakob Ellemann vil lægge en grundtone i dur. Han er optimist, men Støjbergs indlæg er pessimistisk,« siger Søs Marie Serup.

I interviewet med Weekendavisen kommer Venstre-formanden dog også sin næstformand i møde.

Han tilkendegiver, at han selv har måttet rykke sig på området og siger:

»Når det liberale udfordres af mennesker, der gerne vil leve i vores samfund, men samtidig siger, at de ikke har lyst til at være en del af det, og at de i øvrigt gerne vil omkalfatre det, så har vi et problem, som vi skal håndtere. Og det slår vi liberale os på, fordi det strider så meget imod det, vi tror på.«

Venstre afholder weekendens landsmøde i Herning Kongrescenter.