Pernille Aalund opdagede efter 12 år med konstant fokus på arbejde, at hun kun brugte sit hovedog havde mistet al kontakt til sin krop. På halvandet år har hun genvundet kroppen, har fundet kærligheden og er lykkelig. Følg hendes forandringsproces her.
Hvad gør dig lykkelig?
Spørgsmålet er på ingen måde groft eller provokerende. Tværtimod er det et fornuftigt spørgsmål at stille en foredragsholder, der netop har talt om, hvordan man sætter sig drømmemål - og når dem.
Men det var præcis dét spørgsmål, der for 18 måneder siden fik direktør, forfatter og tidligere chefredaktør og talkshow-vært Pernille Aalund til at lægge sit liv totalt om.
OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs hele det store interview med direktør, forfatter og tidligere chefredaktør og talkshow-vært Pernille Aalund, som for 18 måneder siden lagde sit liv totalt om.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Pernille Aalund opdagede efter 12 år med konstant fokus på arbejde, at hun kun brugte sit hovedog havde mistet al kontakt til sin krop. På halvandet år har hun genvundet kroppen, har fundet kærligheden og er lykkelig. Følg hendes forandringsproces her.
Hvad gør dig lykkelig?
Spørgsmålet er på ingen måde groft eller provokerende. Tværtimod er det et fornuftigt spørgsmål at stille en foredragsholder, der netop har talt om, hvordan man sætter sig drømmemål - og når dem.
Men det var præcis dét spørgsmål, der for 18 måneder siden fik direktør, forfatter og tidligere chefredaktør og talkshow-vært Pernille Aalund til at lægge sit liv totalt om.
Spørgsmålet faldt en april aften i 2014, hvor hun holdt foredrag i Esbjerg.
Svaret lod vente på sig. Det var på intet tidspunkt faldet hende ind, at hun ikke var lykkelig, men pludselig indså hun, at det faktisk var sådan det forholdt sig.
For hendes liv bestod ikke af andet end arbejde.
»Jeg blev tung i brystet. I lang tid havde jeg skubbet væk, at jeg var alene og havde været uden hud for længe.«
Uden hud betyder uden kontakt til andre. Hendes sønner var for længst flyttet hjemmefra og den yngste – datteren Anine på 15 år levede sit eget liv. Pernille Aalund havde ingen mand. Og hun takkede konsekvent nej tak til sociale arrangementer. Hun havde mistet den nære, daglige kontakt til andre mennesker.
Uden, hun havde bemærket det, var hun ‘løbet tom’.
Vejen til forandring
»Jeg forestiller mig det indre som en masse æsker, man giver ud af og fylder på. Men jeg havde ikke fyldt på i meget lang tid.«
Det er den gamle høne/æg-diskussion:
»Arbejder man for ikke at være alene? Eller er man alene, fordi man arbejder hele tiden?«
Hun ved det ikke, men faktum er, at den 53-årige tidligere innovationsdirektør den aften besluttede at finde tilbage til sine grundværdier - frihed, nærhed, kærlighed og tid til fordybelse.
Derfor har hun droppet sit velbetalte job. Købt hus på landet. Svømmet sig i form. Og allervigtigst - fundet den mand, som hun vil giftes med.
»Det hele har været så dramatisk det sidste år. Havde mit liv været en amerikansk film, havde jeg syntes, at det var for meget,« siger hun.
Men forandringen var en realitet og ifølge Pernille Aalund er der fem trin, man skal igennem i sådan en proces.
1. Hvad vil du forandre
2. Sæt dig et mål
3. Bed om det
4. Tro på det
5. Lav en plan
Hvad vil du forandre?
Pernille Aalund var den nysgerrige, hurtigt talende og veldrejede blondine fra TV3-programmet ‘Pernilles univers’. Hun stod bag kvindeportalen ‘Oestrogen.dk’ og har været chefredaktør på månedsmagasinet ’Q’. Men de seneste otte år har hun været først magasindirektør og siden innovationsdirektør i mediekoncernen Aller.
Lige indtil hun trådte ud af stiletterne og forlod det travle job til fordel for gummistøvler og en drøm om at bo på landet, holde høns, og få tid til at skrive. Kort sagt har hun søgt det simple liv. Hun er ikke den første, der er gået den vej. Og spår, at hun heller ikke bliver den sidste.
»Jeg tror, at folk er mere ulykkelige og angste end nogensinde før. Terrorhandlinger, flygtningestrømme... det er ubærligt. Mange mennesker har nået et mætningspunkt. Vi er på Facebook, Instagram, LinkedIn, mail, mobil, iPad og Netflix. Vi er presset af pligt og ansvar, men mangler kropskontakt, øjenkontakt og værdier – alt det, der gør os til mennesker,« siger hun og fisker et eksempel frem fra sit eget liv.
Som innovationsdirektør var hun ‘nærmest afhængig’ af at følge f.eks. Allers apps for at se, hvor mange der købte, likede og læste.
»Jeg sov med en iPad ved min hovedpude, så jeg, når jeg var oppe at tisse om natten, kunne tjekke, hvor mange der rundt om i verden havde downloadet dem.«
Hendes 15-årige datter havde advaret hende:
»Mor, du får aldrig en kæreste, når der altid ligger en computer og en iPad i din seng.«
»Det er ikke nok at være sit arbejde.«
Ville hun forandre sit liv, var hun nødt til at lægge sit arbejdsliv helt om.
»Ligesom en alkoholiker ikke kan drikke lidt, var jeg nødt til at bryde 100 pct. med mit arbejde.«
Det er vigtigt for Pernille Aalund at sige, at hun ikke var ulykkelig. Aller har været en fantastisk arbejdsplads.
Men hendes arbejdsliv snærede. Umærkeligt var jobbet blevet det vigtigste - eller det eneste - i hendes liv. Som hun siger:
»Work/life-balance har aldrig været noget, jeg er gået op i. Jeg skrev på nye koncepter om natten og vendte altid tilbage fra ferie med flere ideer og mindst ét strategi-oplæg.«
Hun forklarer det med, at hun har en tendens til at få ‘tunnelsyn’, når hun er optaget af noget.
»Jeg bliver 100 pct. fokuseret. Det er fantastisk, når man skal føre noget ud i livet, for der er en unik kraft i det.«
Men hun vidste, at hun kørte sig selv for hårdt.
Det har hun altid gjort, men for fire år siden, da hun fik autisme, diagnosen - asperger, blev hun bevidst om, at hun faktisk ikke kan tåle det.
Asperger-diagnosen betyder, at hun, når hun træder ind i et rum, opfanger alle følelser, ord og fornemmelser og analyserer på dem i ét væk. Hun har ‘ikke noget filter’, så det er anstrengende for hende at være sammen med mange mennesker på én gang.
Så anstrengende, at små ubetydeligheder kan dræne hende fuldstændig.
Så anstrengende at hun flere gange efter en premiere, og dem har der været masser af i hendes karriere, har kastet op af stress og ligget syg i to-tre dage bagefter.
Sæt et mål
Den aften efter foredraget stod Pernille Aalund foran spejlet og brød sig ikke om, hvad hun så. Skuldrene ludede. Huden var usund. Øjnene uden glans.
»Det hele var trist. Jeg havde ikke taget mig ordentligt af mig selv. Gløden i øjnene var væk. Min krop bar præg af, at jeg for længe havde været i mit hoved. Min krop trængte til næring – på alle måder.«
Hun vejede 10 kilo for meget og satte sig som det første mål i sit nye liv at erobre sin krop tilbage.
Hun gik på juicekur. Begyndte at dyrke yoga og meditation. Og hun begyndte at svømme. En time. Hver dag. I et halvt år.
»Jeg har aldrig brudt mig om den nøgenhed, der er i svømmehaller, men jeg oplevede, at vandet gjorde mig godt. Vandet smyger sig om kroppen og virker beroligende, for kroppen husker det fra fostertilstanden. I vand er du alene i dit eget rum.«
Resultater kunne hun hurtigt se.
»Min hud blev strammere og fastere. Ansigtet fik glød. Jeg fik skuldre, og mine mavemuskler blev tegnet op.«
Den sorte, højhalsede striktrøje med åbne skuldre levner kig til et meget veltrænet skulderparti. Den lange, blonde manke, der i mange år har været hendes varemærke, er blevet klippet.
Håret, der nu står i hendes naturlige mørkere farve, er samlet i en pjusket hestehale.
Hun har svømmet i pool, hav, svømmehal og sø - herhjemme og i udlandet. For tunnelsynet har hun ikke svømmet sig fra, det er en del af hende - på godt og ondt. Højst fire dage på det halve år sprang hun træningen over.
»Jeg blev drillet, fordi jeg havde badehætte og ørepropper med overalt. Jeg blev fuldstændig fokuseret, men svømningen gav mig alligevel en balance.«
Da kroppen var fit for fight, begyndte hun at lægge planer for fremtiden. Planer om at finde frihed, kærlighed og nærhed.
I første omgang gjaldt det jobbet. Hun vidste, det var en belastning, men det var svært at slippe. For vanens magt er kæmpestor.
»Vi vil hellere blive i noget, der er skidt for os end at bevæge os ud i det ukendte. Det er derfor, folk på 10. år er i et ægteskab, der egentlig ikke er godt for dem. Eller bliver i et job, hvor de mistrives. De kan ikke overskue skiftet, for de er angste for det, der kommer bagefter. Det ubehag, der er forbundet med et skifte, er mere uoverskueligt end den smerte, man kender.«
Hun besluttede sig for at begynde at skrive igen. Klummer, taler og tekster, som - måske med tiden – kan blive til bøger. For alt er en beslutning. Også kærligheden.
Bed om det
Efter at have været single i fem år besluttede Pernille Aalund, at det var tid til igen at invitere kærligheden, ømheden og nærheden ind i sit liv.
»Jeg er ikke god til at gå i byen eller på barer. Så jeg gik på nettet. Jeg lagde ikke en profil ud, for det fik mig til at føle mig som en vare i et udstillingsvindue. Men når jeg havde modet – og det kræver mod – lagde jeg et billede ud i tre til fire minutter.«
Hun mødte flere mænd på den måde. Mænd, hun ikke skulle være kæreste med, men som er blevet venner - af den slags, der ‘sagtens kan holde hele livet’.
Men så – en lørdag aften i april – matchede hun og den seks år yngre Kim Boye. Han er tidligere professionel fodboldspiller i Brøndby og AB, arbejder i dag som fodboldcoach, ejer Ballerup Go-cart og har ‘gang i tusinde andre projekter’. De skrev og talte i telefon et par uger. For selvom man har truffet en beslutning om kærlighed, ‘skal alt det andet jo følge med’.
»Netdating er mærkeligt, for man er ikke forelsket, når man mødes. Bliver man ikke forelsket, kan det let blive forstyrrende. Der skal ikke meget til, før mine grænser er overskredet og jeg egentlig hellere vil være alene og sidde foran pejsen og læse.«
Men det magiske skete. Da han endelig kom på besøg var det ‘næsten kærlighed ved første blik’.
»Han ‘connectede’ med min datter, og katten hoppede op på skødet af ham. Jeg følte mig som Kraka. Jeg havde forladt alt. Anede ikke, hvad der skulle ske i fremtiden, og dér sad han i mit hjem, som om han altid havde siddet der.«
De hørte musik til kl. seks om morgenen og datede i tre uger, før han en aften spurgte:
»Hvad vil du?«
Hun fortalte om sine drømme. Om et hus, hvor hun kunne være alene, men ikke ensom, hvor der var plads til børnebørn – og høns i haven.
Om at skrive om natten – klummer og taler. Om en mand, der, som hun, elsker familien og kærligheden, som er en viking, der kan klare sig selv og tåle, at hun kan klarer sig selv, som gerne må være religiøs og gerne må være klog - også meget gerne klogere end hende.
»Har du egentlig set mine tatoveringer,« spurgte han og løftede op i trøjen.
På det ene bryst havde han en mandehånd. Et barn havde tag i den ene finger. På skulderen en viking. På det andet bryst et kors og en vismand...
Hendes værdier var under hans hud – familien, friheden, troen, kærligheden og klogskaben. Dybt rørt sagde hun: ‘Nu mangler vi kun, at du har Jesus på ryggen’. Han rejste sig, vendte ryggen til og afslørede en illustration af Jesus mellem skulderbladene.
»Jeg synes, vi skal gifte os«, sagde hun.
»Bare træffe den beslutning én gang for alle.« Han var enig.
Siden er der gået syv måneder. Hun er lykkelig. Og sårbar som aldrig før. For jo mere man elsker, des mere bange bliver man for, at det skal stoppe.
»For første gang i mange år er jeg bange for at dø. Jeg havde samme følelse, da børnene var små, men har ellers aldrig været bange for at dø. Jeg er født med en smerte, fordi jeg er så sindssygt skrøbelig på det emotionelle plan. Jeg har aldrig frygtet døden, for ofte gør det faktisk for ondt at være her,« siger hun med blød stemme.
Lige nu er alt anderledes.
»Du må ikke forlade mig,« siger hun til ham om morgenen, når de vågner tidligt for at have tid til at snakke. Der er meget på spil, for hun kan forestille sig ‘at blive tudsegammel med den her mand’.
Men hun ved, at hun ikke kan bevæge sig gennem livet uden at udsætte sig for noget – alene for at sikre sig mod at miste det.
Vi kan blive berøvet lykkefølelsen. Vi kan miste kærligheden – eller den elskede.
»Men det, den har født i os, kan ingen fjerne igen. At være i sunde, meningsgivende relationer ruster os som mennesker.«
Tro på det
De skal giftes til foråret, men allerede tre uger efter de havde sagt ja til hinanden, fandt han et hus til dem i landsbyen Ledøje, 20 kilometer fra København. Hendes villa i Gentofte, der har været hendes hjem de sidste 17 år, er sat til salg.
Det blev Ledøje, fordi Kim Boye har en søn, der går i skole og til fodbold i nabolaget, fordi de dér kunne få et hus, der opfyldte deres drømme. Det er billigt nok til, at det kan betales af én indtægt, for de vil have friheden til at arbejde – eller lade være.
Det er stort nok til at rumme to voksne og deres seks sammenbragte børn. Der er plads til børnebørn. Og der er plads til, at hun kan være alene, mens han kan have gæster.
Hun har brug for ro. Han elsker mennesker omkring sig. De skal bo sammen, men er så forskellige, at det ikke giver mening at finde fælles fodslag hverken hvad angår smag eller socialt liv.
»Vi laver ikke kompromiser,« siger hun med fast stemme.
I stedet har de delt ansvaret mellem sig. Reden, som består af hovedhuset og forhaven, er hendes ansvar. Mens Hulen, der består af et anneks og baghaven, er hans.
Endnu er det kun håndværkerne, der er flyttet ind. De er i gang på alle etager, ude og inde, Kun stuerne står nogenlunde klar, med nymalede vægge, men hun har allerede indrettet det hele.
»Her er biblioteket. Her en krog med store lænestole og derover store sofaer og kelim-tæpper. På hylderne i køkkenet mine krydderier, som jeg har samlet fra hele verden,« siger hun, mens hun viser rundt i Reden. Alt er på plads – i hendes hoved, men man tvivler ikke på, at det om kort tid ser præcis sådan ud – også i virkeligheden.
Det banker på ruden. Udenfor på terrassen står en mand og rækker tunge. Det er vikingen - eller Kim Boye, som han hedder i Ledøje. Han kommer ind, hilser på og kysser sin kommende kone.
Lav en plan
Han er den vigtigste brik i hendes livsomlægning. Kærligheden er den store gevinst, det er hun ikke i tvivl om.
Men det seneste år har Pernille Aalund sagt farvel til mange ting på én gang - 12 år på Aller og 17 år i villaen i Gentofte. Vejen til det nye liv har ikke været problemfri.
»At bevæge sig ud i ukendt land er angstprovokerende – og jeg har haft angst.«
Undervejs er hun blevet testet grundigt på sine nye prioriteter.
»Efter jeg havde svømmet som en gal, var begyndt at lede efter en kæreste, og et andet sted at bo, fik jeg tilbudt den ultimative drøm af et job.«
Et internationalt mediehus var på jagt efter en innovativ sjæl. Hun skulle lave det samme som hos Aller, bare i endnu større målestok og endnu flere lande.
»Det var som at få serveret æblet i paradis. Jeg havde lige besluttet mig for at være nøgen, og så blev jeg fristet,« siger hun ærligt.
Hun kunne ikke sige nej og var langt i planerne om at flytte til udlandet. Hun havde fundet en ny skole til sin datter og havde talt med sin chef i Aller om, hvad der skulle ske med hendes job, før hun besindede sig og kom i tanke om sine grundværdier – frihed, nærvær, kærlighed og fordybelse.
Hun besluttede at takke nej til tilbuddet.
Pernille Aalund ville gerne have ventet et halvt år mere med endeligt at trække stikket til Aller. Men hun blev ‘overhalet indenom’ af virkeligheden, da Aller valgte at nedlægge innovationsafdelingen.
»Derfor var det naturligt at skiftet skete nu, men havde jeg kunnet vælge selv, havde jeg forladt en levende afdeling.«
Sideløbende med hussalg i Gentofte og ombygningen i Ledøje er hun i gang med afviklingen af sine forpligtelser hos Aller.
Når de er slut, skal hun have 100 pct. fokus på sine egne projekter. Hun vil leve af at skrive – og udgive bøger. Har lagt planer om platforme og lanceringsmodeller og har allerede to deltidsansatte, der skal hjælpe hende med at skabe den drøm.
Hjemme i Gentofte hænger hendes mind-map på væggen. En to meter lang planche er tidslinjen for hendes kommende arbejdsliv. Men den må vente lidt endnu.
Lige nu har hun fået tunnelsyn på byggeprojekt og flytning.
