For otte år siden fik Helena Lindehammer sit livs chok. Men da den stærke kvinde forsøgte at tvinge sig selv tilbage til et normalt liv bagefter, sagde krop og sjæl fra og sendte hende på sit livs nedtur. Først da hun fik medicin, lettede tågerne.
Er du Rasmus’ mor,« spurgte kvinden i den anden ende af røret.
Det var en kold og mørk vintereftermiddag i 2006. Helena Lindehammer var hjemme i huset i Hedehusene, hvor hun ventede på, at hendes 11-årige søn skulle komme hjem fra SFO. Han havde lige fået lov til at cykle selv. Nu kunne en kvinde i telefonen fortælle, at en ambulance var på vej, for Rasmus var blevet kørt ned.
»Jeg gik fuldstændig på automatpilot. Slukkede for ovnen med aftensmad, ringede til min mor, for at hun skulle få fat i min mand Torben, pakkede Rasmus’ lillesøster sammen og kom ud ad døren.«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele artiklen om Helena og den frygtelige oplevelse. Efter hendes søn blev kørt ned, fik Helena en alvorlig psykisk lidelse, som strømmede ind over hende pludselig en dag, da hun stod på gårdspladsen. Herefter vendte hendes liv 180 grader ...
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
For otte år siden fik Helena Lindehammer sit livs chok. Men da den stærke kvinde forsøgte at tvinge sig selv tilbage til et normalt liv bagefter, sagde krop og sjæl fra og sendte hende på sit livs nedtur. Først da hun fik medicin, lettede tågerne.
Er du Rasmus’ mor,« spurgte kvinden i den anden ende af røret.
Det var en kold og mørk vintereftermiddag i 2006. Helena Lindehammer var hjemme i huset i Hedehusene, hvor hun ventede på, at hendes 11-årige søn skulle komme hjem fra SFO. Han havde lige fået lov til at cykle selv. Nu kunne en kvinde i telefonen fortælle, at en ambulance var på vej, for Rasmus var blevet kørt ned.
»Jeg gik fuldstændig på automatpilot. Slukkede for ovnen med aftensmad, ringede til min mor, for at hun skulle få fat i min mand Torben, pakkede Rasmus’ lillesøster sammen og kom ud ad døren.«
Da Helena kom hen på ulykkesstedet, lå Rasmus i entreen i nærmeste hus. Han var blevet kastet ind gennem forruden på en taxa og derefter op i luften. Hans cykelhjelm var smadret, og hans cykel knækket over i to. Alligevel var han tilsyneladende uskadt.
Ambulanceredderne pakkede halskrave, benskinne og spineboard ud, da de ankom. For en sikkerheds skyld.
På hospitalet blev Rasmus røntgenfotograferet. Der var intet sket med ham, og tre dage senere blev han udskrevet.
»Nu skulle vi bare hjem og have normaliteten igen. Det fik jeg så langtfra,« siger Helena Lindehammer med et lille sarkastisk grin.
Intet var som før
Dagligdagen kom langsomt igen, men i Helena Lindehammers inderste var alting anderledes.
»Jeg tænkte: Er det bare sådan, man har det, når man tror, at ens barn har været ved at dø?«
14 dage efter begyndte Helena Lindehammer på arbejde igen, og Rasmus var tilbage i skolen. Igen håbede Helena Lindehammer, at normaliteten ville indfinde sig i det lille hus i Hedehusene, hvor hun fortæller sin historie i dag.
Hun har lavet kaffe, bagt snegle og mandet sig op til at fortælle en historie, som for mange er tabu: Om det at få en psykisk lidelse, have hårdt brug for hjælp og ty til medicinalindustrien, når det hele ser sortest ud.
»En fredag morgen, da jeg går på arbejde, snurrer det underligt i mine hænder, og min hals snører sig sammen,« siger Helena Lindehammer og tager sig til halsen, hvor hun stadig kan genkalde sig fornemmelsen nu otte år senere.
»Jeg havde det sådan, som man har det lige i det sekund, man bliver forskrækket. Hjertet hamrer, og det hele snurrer. Det holdt bare ikke op, og da jeg kom hen på arbejdet, fortalte jeg det til en kollega. Hun sagde: Du skal have hjælp med det samme.«
Samme eftermiddag sad Helena Lindehammer i konsultationen hos en psykolog.
Den dag i dag græder hun, når hun fortæller om sit første møde med psykologen.
»Jeg græd i 20 minutter, da jeg kom ind til hende. Endelig kunne jeg komme af med alt det, jeg havde indeni. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen, da jeg havde åbnet for sluserne. Da vidste jeg, at jeg var kommet det rette sted hen for at læsse af. Jeg var fuldstændig udmattet, da jeg gik hjem, men jeg var også lettet. Jeg havde åbnet for noget. Det værste var, at der var to-tre uger til min næste tid hos psykologen,« husker Helena Lindehammer.
Næste dag havde hun planlagt at tage hjem til en veninde, men hun havde overraskende nok ikke rigtig lyst.
»Fra den dag var verden noget, der foregik derude,« siger Helena Lindehammer og peger ud ad vinduerne.
Helena Lindehammer blev sygemeldt fra sit job som pædagogisk leder.
»Det føltes som om, jeg var en usynlig tilskuer til verden, og jeg var så flov, så flov. Jeg vidste godt, at jeg ikke bare kunne ligge i sengen, så jeg stod op hver morgen. Men så snart ungerne var ude ad døren, var jeg lettet og satte mig ind i sofaen, hvor jeg endelig kunne være mig selv. Det kunne tage mig et kvarter at tage mig sammen til at rejse mig op igen,« husker hun.
»Angstsymptomerne kom hele tiden igen, hvor kroppen snurrede og halsen snørede sig sammen. Tidligt hver morgen vågnede jeg i et angstanfald, som varede resten af dagen. Om aftenen når jeg gik i seng, havde jeg det godt og tænkte: I morgen er alting normalt igen.«
Det var det bare ikke.
»Det eneste sted, jeg havde lyst til at være, var hos psykologen. Her kunne jeg snakke om alt det indeni. Problemet var, at alt det, jeg talte med psykologen om, havde jeg ikke overskud til at omsætte til handling, når jeg kom hjem. At turde være åben om mine følelser og turde være i dem. Det føltes som at stå nede i et sort hul og kunne se himlen over sig. Der var også en stige, men jeg havde ikke kræfterne til at gå over til den og hjælpe mig selv op.«
’Hvad fejler jeg?’
Efter ulykken gik der to måneder, før Helena Lindehammer fik taget hul på det store spørgsmål:
»En dag hos psykologen spurgte jeg, hvad det egentlig var, jeg fejlede. Jeg havde brug for at få en diagnose, så jeg kunne gøre noget. Hun testede mig, og vi fandt ud af, at jeg led af en svær depression.«
Artiklen fortsætter under billedet
Derudover fik de klarlagt, at hun havde haft et angst-anfald. Faktisk havde de seneste mange uger været ét langt angstanfald. Samme dag gik Helena Lindehammer og hendes mand til hendes læge og bad om medicinsk behandling. Lægen var enig i, at det var det bedste, men advarede om, at pillerne ikke ville virke med det samme.
»Han udskrev en recept, og så gik jeg ned og hentede medicinen, men jeg tog den ikke med det samme. Det lå i huset i nogle dage. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at være en af dem, der tager lykkepiller. Jeg ville ikke stemples som en, der tager den lette vej til kunstig lykke.«
Men Helena Lindehammer skulle blive klogere med tiden, for det var ikke lykke på recept, hun fik. Det var bare den normalitet, hun havde længtes efter i månedsvis, kunne hun konstatere, da hun endelig tog pillerne.
»Efter en uge følte jeg mig en dag lidt svimmel. Min tunge føltes hævet, og jeg følte ikke, jeg kunne tale rent. Som om jeg var fuld. Torben havde ikke bemærket noget. Jeg var ikke utilpas – bare mærkelig.«
Helena Lindehammers læge kunne bekræfte, at det var et tegn på, at medicinen var begyndt at virke.
»Ti dage efter var jeg til psykolog, og der begyndte tingene at give mening igen. Jeg var ikke længere bange for at blive sindssyg eller få et angstanfald. Da jeg kom ud fra psykologen, kunne jeg pludselig høre fuglene kvidre, og græsset så grønt ud. Solen var kommet frem, og det var lunt i luften. Jeg tænkte: Hold kæft, hvor er det egentlig dejligt at være her. Det var som om, jeg havde set verden gennem et stykke bagepapir, og nu blev det fjernet. For hver dag der gik, fik jeg lidt ekstra overskud,« siger Helena Lindehammer og viser et par millimeter med tommel- og pegefinger.
»Andre dage var jeg i kulkælderen, og jeg lærte, at det går op og ned.«
Piller for livet
To gange har Helena Lindehammer forsøgt at stoppe med pillerne, og hver gang har hun mærket den velkendte snurren i fingrene efter kort tid. I dag er hun på mindste dosis af den antidepressive medicin.
»Jeg har affundet mig med, at jeg skal tage dem resten af mit liv. I dag ser jeg sådan på det, at ligesom nogle mennesker skal have lidt ekstra B-vitamin for at være sunde, så skal jeg have mine piller. Det, der skete den vinterdag, har skabt en ubalance i mit nervesystem, og sådan vil det være resten af livet.«
Der gik et helt år, før Helena Lindehammer var tilbage på fuld kraft, og i dag er hun helt sig selv igen – og alligevel anderledes.
»I mange år inden Rasmus’ ulykke har jeg ikke lyttet til mig selv og min krop. Det har altid handlet om andres behov – især børnenes. Men jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvornår det bliver for meget. Jeg ved, at jeg ikke kan klare alt, og det er ikke et svaghedstegn at sige: Det har jeg ikke overskud til.«
»I dag kan jeg se, at jeg begik den fejl, at da Rasmus blev kørt over, tænkte jeg: Nå men der skete jo heldigvis ikke noget, så lad os komme tilbage til normaliteten. Hvis det samme skulle ske igen i dag, ville jeg give mig selv lov til at reagere. Den slags tager tid.«
