Tap, tap, tap, siger de gamle skinner, da det lille tog - en skinnebus, er vist et bedre ord - bevæger sig ud gennem bagsiden af Korsikas hovedstad, Ajaccio. Industrigrunde, affaldsbjerge, pallestabler og en sølle sigøjnerlejr skuffer først de forventningsfulde turister, der for et øjeblik har sluppet rattet eller har forladt strand og vand for at tage en tur med jernbanen tværs over øen.
Men snart skifter synsfeltet til rødbrune bjerge, over dybe skove, til åbne landskaber, mens nerierne dasker mod de åbentstående vinduer og tilsætter en liflig duft til den smukke udsigt. Korsikanerne kalder selv den mere end hundrede år gamle jernbane for blomstertoget.Med blomstertoget er vi på vej op i de korsikanske bjerge, og det må være Europas smukkeste togrejse. Hvis ikke, er det i hvert fald den hyggeligste.
Skinnebussen bumler og skrumpler af sted fra det ene ensomme trinbræt til det næste - kun afbrudt af små, siestastille stationsbyer. Her og der står små grupper af vandrere af og på. Under kølige fyrretræer ses en større gruppe friluftsfolk med hjelme og redningsveste - formodentlig på vej til at blive kastet ned ad en bjergelv i små gummibåde.
Ikke bare turisterne, men også de lokale har god tid. Der er to afgange om formiddagen og to om eftermiddagen fra hver af de to kyststationer og fra hovedstaden Corse midt på øen.
Et sted stiger lokomotivføreren af og skridter over til den lille stationsbygning efter en kop kaffe i et plastickrus. Han går lige rundt om toget for at sikre sig, at ingen har åbne døre på den modsatte side, inden han stiger ind.
På vej ned igen krydser vi eftermiddagstoget, der er på vej op, og lokomotivførerne bytter plads, så de hver især kan nå hjem i deres egen seng og sove. Både på op- og nedturen har de skiftende togførere en kraftig elastik med, der holder døren ind til førerhuset åben. De lokale pendlere stiller sig op i gangen bagved og får en snak - og vi turister kan få hele oplevelsen med - også gennem forruden.
