Det blev aldrig til den ferie, som Thorkild NB Nielsen og hans hustru, Inge, havde håbet på, da de i sidste uge hoppede i bilen og drog sydpå.
For efter at have kørt fra Viborg og ned til det centrale Tyskland befandt de sig pludselig midt i nogle af de værste oversvømmelser, som Mellemeuropa nogensinde har været ramt af.
I det vestlige Tyskland blev de afbrudt i deres videre færd af massive vandmasser. Der var redningsfolk overalt, der fortalte dem, at de skulle vende om, idet vandet ville stige yderligere.
Hvor slemt det egentlig stod til, forstod de dog slet ikke til at begynde med:
»Vi havde godt set, at det skulle regne, og det styrtregnede, men vi troede selvfølgelig, at der var veje, hvor vi kunne komme udenom,« siger Thorkild Nielsen.
Det var der ikke. Hver eneste vej de forsøgte, blev de standset af enten vand eller redningsfolk.
De kørte fra ende til anden i en radius på fem-otte kilometer, men måtte til sidst indse, at de var fanget.
»Det var som at køre på en ø. Vandet steg i hele området.«
Efter flere timers forsøg på at undslippe vandmasserne fandt de et hotel, hvor de kunne booke en overnatning.
Men da de ankom, fik de af vide, at det ikke var muligt at overnatte der alligevel. Vandet fossede ind, og hotellet var ved at blive rømmet. De måtte søge mod højderne.
Til sidst gav de efter for den eneste mulighed, der var. De måtte gøre ophold i deres bil, på en parkeringsplads.
Parret var endnu uforstående for det, der skete omkring dem. Derfor blev det heller ikke til meget søvn den følgende nat.
»Det var mærkeligt, og vi var reelt set ikke klar over, hvor slemt det var. Der kom ambulancer og redningskøretøjer i et væk, og der var blå blink over det hele.«
Regnen hørte op natten over, og Thorkild og Inge satte bilen i gear ved femtiden. Men der var fortsat afspærringer alle vegne.
Uden at vide, hvilke risici de potentielt kunne have udsat sig selv for, tog de en beslutning om at blæse på en afspærring.
På den anden side mødte de et totalt øde og mennesketomt område.
Ved ankomsten til vingården i Maring, som de skulle opholde sig på, gik det efterhånden op for dem, hvor ekstrem situationen var.
»Vandet stod højt og fossede ned igennem floden. Det strømmede nedad bjergene over vejene. Der var virkelig meget vand, og det løb frygteligt stærkt.«
De var ikke selv udsat for farer, da vingården lå højt i det kuperede landskab, men under gåture i vinmarkerne kunne de ængsteligt se til, hvordan vandet havde slugt dele af landet.
De forsøgte sig med ture til de nærtliggende byer Trier og Bernkastel, men begge steder var der ikke meget at komme efter.
Alt stod under vand, og de lokale forsøgte febrilsk at redde, hvad de kunne, fra deres boliger, restauranter og butikker.
»Stemningen var trykket. Man bliver påvirket over situationen, når hele området er i knæ.«
Thorkild og Inge blev i området til søndag, men her valgte de så at afbryde deres ferie. Planen var, at de skulle køre videre sydover, men uvejrets rasen over hele Mellemeuropa gjorde, at det ikke længere gav mening.
Nu er de tilbage i trygge Viborg, men ferien, den glemmer de nok ikke lige foreløbig:
»Man kan kun tænke på de mennesker, som har mistet nogle, de kender, i alt det her. Og alle de ejendomme og boliger, der er ødelagt. Det sætter virkelig tingene i perspektiv.«
