De var det hotteste par. De spillede sammen i film. Han var med i hendes musikvideo. Det var den store kærlighed. De var forlovede, og bryllupsdatoen var sat.

Men pludselig – få dage inden brylluppet – var det slut. Og to år efter var de begge gift med andre. Men hvad skete der med Jennifer Lopez og Ben Affleck? Og er de ved at finde sammen igen?

»Det er den mest storslåede ring, jeg nogensinde har set.«

Sådan fortalte en lykkelig Jennifer Lopez i et interview med Diane Sawyer i 2002 om den forlovelsesring til over 15 millioner kroner, som skuespilleren Ben Affleck netop havde sat på hendes finger.

Ben Affleck er fan af Boston Red Sox. Her ses han sammen med Lopez i 2003.
Ben Affleck er fan af Boston Red Sox. Her ses han sammen med Lopez i 2003. Foto: CJ GUNTHER
Vis mere

Affleck havde få år forinden vundet to Oscars for sin film 'Good Will Hunting', som han havde skrevet med barndomsvennen Matt Damon, og var rykket op i Hollywoods A-liga.

Og Jennifer Lopez, eller JLo som hun også kaldes, var slået igennem både musikalsk og på det store lærred og blev kaldt en af verdens største superstjerner.

Sammen var parret et af de mest hotte par. Og derfor optager det også mange, om Lopez og Affleck nu 17 år efter er ved at finde sammen igen. Det spekuleres der i hos flere britiske og amerikanske medier, efter at det tidligere kærestepar er blevet set sammen ved flere lejligheder.

Blandt andet har de netop tilbragt en weekend sammen på det luksuriøse skisportssted Yellowstone Club i Montana, har Daily Mail og TMZ berettet.

'Bennifer' var så populære, at de nærmest var jaget vildt i Hollywood.
'Bennifer' var så populære, at de nærmest var jaget vildt i Hollywood. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

Det var i 2001 under indspilningen af filmen 'Gigli', at Lopez og Affleck mødte hinanden. Og der var kærlighed ved første blik.

»Jeg følte … Okay, det her er dét (den store kærlighed, red.),« fortalte Jennifer Lopez i et interview med People i 2016.

Hun var dengang stadig gift med danseren Chris Judd, men ægteskabet fik hurtigt en ende, og Lopez og Affleck blev til »Bennifer«, som medierne døbte dem.

Det forelskede par var på alle forsider og blev jagtet døgnet rundt. Og fokus blev kun større, jo tættere datoen nærmede sig september i 2003, hvor deres bryllup skulle finde sted.

Jennifer Lopez og Marc Anthony har bevaret et godt venskab efter skilsmissen og optræder også sammen. Her ses de i 2016.
Jennifer Lopez og Marc Anthony har bevaret et godt venskab efter skilsmissen og optræder også sammen. Her ses de i 2016. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Men pludselig – med kun fire dages varsel – udskød de brylluppet. Den store fokus fra medierne var årsagen, lød det i en pressemeddelelse fra parret:

»Da vi fandt os selv i gang med seriøse overvejelser om at hyre tre forskellige brude til at være på tre forskellige steder (for at vildlede medierne, red.), fandt vi ud af, at noget var forkert,« forklarede de.

Parrets store problemer med privatlivet kunne også ses i videoen 'Jenny from the Block', hvor Ben Affleck spiller med. Her ser man ham blandt andet kysse Jennifer Lopez på balden på en yacht, mens parret bliver filmet i 'skjul'. Se videoen længere nede.

Parret forblev sammen efter udskydelsen af brylluppet, men i januar 2004 kom en ny pressemeddelelse.

Jennifer Garner har tre børn med Ben Affleck.
Jennifer Garner har tre børn med Ben Affleck. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

Den dengang 35-årige Lopez, der voksede op i New York-forstaden Bronx, og den dengang 32-årige Affleck, der var vokset op i Massachusetts, var fortid som par. Den store romance var slut.

Bruddet tog hårdt på Lopez:

»Ben og jeg slog op i det øjeblik, hvor jeg troede, at vi skulle være sammen for evigt. Det var min første store hjertesorg. Det føltes, som om mit hjerte blev revet ud af min brystkasse,« fortalte hun i 2014 i bogen 'True Love' ifølge Page Six.

Måske var chokket årsagen til, at Jennifer Lopez kun seks måneder senere – til manges store overraskelse – giftede sig med sin gode ven, sangeren Marc Anthony, som hun fire år senere fik tvillingerne Emme og Max med.

Forholdet til Marc Anthony var nok mest et plaster på det knuste hjerte, har Lopez fortalt senere. Parret fik sammen tvillinger.
Forholdet til Marc Anthony var nok mest et plaster på det knuste hjerte, har Lopez fortalt senere. Parret fik sammen tvillinger. Foto: VIRGINIE LEFOUR
Vis mere

Parret blev skilt i 2014, og ifølge Lopez var forholdet måske mest et plaster på det knuste hjerte.

»Marc kom ind i mit liv, tre dage efter at jeg skulle have været ved alteret og sagt ja til en anden mand,« forklarede hun til Page Six.

Også Affleck rykkede hurtigt videre. Allerede i 2000 under optagelserne til 'Pearl Harbor' havde han mødt Jennifer Garner. Dengang var Garner gift med skuespilleren Scott Foley.

Garner og Affleck mødte hinanden igen i 2002, mens de indspillede filmen 'Daredevil', og Affleck har tidligere fortalt til Playboy, at han og Garner forelskede sig der. De valgte dog dengang at blive sammen med deres respektive partnere.

Jennifer Lopez og Ben Affleck var et af de hotteste par tilbage i 2003.
Jennifer Lopez og Ben Affleck var et af de hotteste par tilbage i 2003. Foto: JOHN MABANGLO
Vis mere

I 2005 blev parret gift, og i december samme år fik de datteren Violet. Fire år senere fik de datteren Seraphina, og i 2012 blev de forældre til sønnen Samuel.

Affleck og Garner var i mange år Hollywoods glansbillede på en kernefamilie, men i 2015 var det slut. Parret blev separeret og senere skilt i 2018.

Bruddet skyldes angiveligt Afflecks alkoholproblem, som endte med at sende ham en tur på afvænning.

»Den ting, jeg fortryder mest i mit liv, er min skilsmisse,« har Affleck fortalt i et ærligt interview med New York Times, hvor han også fortalte om sit alkoholproblem.

Jennifer Garner og Ben Affleck blev gift i 2005.
Jennifer Garner og Ben Affleck blev gift i 2005. Foto: MIKE SEGAR
Vis mere

Hvad der har bragt Lopez og Affleck sammen de seneste uger, har de to ikke villet udtale sig om.

Ikke alle er dog lige begejstrede for nyheden. Jennifer Lopez' nu tidligere forlovede, baseballstjernen Alex Rodriguez, jublede ikke just, da han forleden blev bedt om en kommentar:

»Go Yankees,« var hans kommentar, hvilket ifølge Hello Magazine var en stikpille til Affleck, der holder med baseballrivalen Boston Red Sox.

Og forholdet mellem Affleck og Rodriguez bliver næppe bedre, hvis der er hold i de oplysninger, som mediet TMZ har bragt. Anonyme kilder fortæller, at Affleck gennem længere tid – også før at Lopez og Rodriguez slog op i april – har sendt dybe mail med romantisk indhold til Lopez.

Se videoen til 'Jenny from the Block', hvor Ben Affleck er med, herunder: