Hun er stadig et upcoming navn i Danmark, men i udlandet har hun allerede masser af vilde job på cv'et. På fredag gør hun det igen.

Iris Gold, den 28-årige danske sangerinde med rødder i Jamaica og Indien, fik for et par uger siden en sjov forespørgsel.

På fredag den 21. juni afholder Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sin årlige musikfest i sit hjem på Élyséepalæet i Paris, og her har han inviteret Iris Gold til at komme og spille et set på 45 minutter.

»Det er fucking vildt, at han har valgt mig,« lyder det glad fra Iris Gold, da B.T. mandag eftermiddag har hende i telefonen.

Iris Gold.
Iris Gold. Foto: Joshua Fry
Vis mere

»Da jeg først blev spurgt, om jeg ville tage til Paris på fredag, gad jeg ikke, for jeg har planlagt at udgive mit nye album der. Da jeg så hørte, at det var for præsidenten, kunne jeg godt alligevel,« griner hun.

Hun ved ikke præcis, hvorfor Macron, der blandt andet har reklameret for hende på Instagram, netop har valgt hende til at spille til festen. Hun fortæller, at hun for et par uger siden spillede i Paris i et forfærdeligt regnvejr.

»Det regnede og haglede så meget, så vi kortvarigt måtte stoppe showet. Nogle af hans folk må have set det, så det er fedt, de vil have mig tilbage.«

Iris Gold ved ikke, hvor meget hun kommer til at snakke med Macron, men hun har en plan.

Håber på en selfie

»Jeg håber, at jeg kan få ham op og danse lidt og få taget en selfie med ham. Jeg satser også på, at de har god mad. Vi overnatter i Paris, så jeg skal ud og have fundet en flot kjole, så vi kan feste hele natten.«

Iris Gold udgav sin første single i 2015 og har siden haft travlt på koncertfronten.

Hun har varmet op for Robbie Williams i Abu Dhabi, for Taylor Swift i Hyde Park i London. Hun har kontrakt med det amerikanske musikselskab Warner/Chapell, der i denne uge har sendt hende til Stockholm for at skrive nye hit.

»Migos (stor amerikansk rapgruppe, red.) var her i sidste uge. Det er et kæmpe studie,« fortæller hun og tilføjer, at den amerikanske aftale blev lavet af manden, der i sin tid opdagede Katy Perry.

Macron er klar til at klappe på fredag.
Macron er klar til at klappe på fredag. Foto: LUDOVIC MARIN
Vis mere

Kronprins Frederik lånte toilet

Iris Gold spillede i starten af året ved DR's store gallashow 'Sport 2018' i Jyske Bank Boxen i Herning, og også her gik hun derfra med et sjovt minde.

»Kronprins Frederik tissede på toilettet i mit backstagerum. Jeg nåede ikke at hilse på ham, for syntes, det ville være for akavet at gå ind. Han skulle tisse, og så fik vi at vide, at vi lige skulle gå ud,« griner hun.

Når hun fredag samtidig med sin koncert i Paris udsender sit debutalbum, der har fået titlen 'Planet Cool', glæder hun sig til at få et reelt visitkort ud til publikum.

»Jeg spillede 100 koncerter i Danmark sidste år og skal så ud i Europa i år. Det er gået sindssygt godt live indtil videre, men det har også været svært, når jeg kun har haft et par singler ude, hver gang at skulle starte forfra og fortælle publikum, hvem jeg er.«

Iris Gold har fra start af fokuseret på at få job i udlandet og har blandt andet via koncerter på branchefestivaler fået bookere i det meste af Europa.

»Så tager vi festivalerne i Europa denne sommer og så måske USA til næste år,« forklarer hun og tilføjer, at hun dog også glæder sig helt vildt til at spille på Smukfest i Skanderborg til august.

Iris Gold.
Iris Gold. Foto: Joshua Fry
Vis mere