En ældre mand blev onsdag morgen forbrændt i en ulykke på et plejehjem i Erritsø ved Fredericia.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Manden tabte en cigaret ned i sin papirble.

Der gik ild i bleen, og manden fik forbrændinger på ben og mave, oplyser Trekantsområdets Brandvæsen til avisen.

Både personale og brandvæsenet kom hurtigt manden til hjælp og fik ham hurtigt kølet ned.

Ambulancereddere konstaterede, at han ikke var i alvorlig fare.

Trods den slemme forskrækkelse ønskede manden ikke at få behandling på sygehuset.

Ifølge Fredericia Dagblad har manden det godt efter omstændighederne. Han var efterfølgende i stand til at spise morgenmad med sine naboer.