To teenagedrenge stod tidligt om morgenen den 5. marts bag et brutalt overfald, der endte med at koste 52-årige Kim Hansen livet.

Det mener anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi, der har rejst tiltale mod de to 17-årige for vold med døden til følge. Det er en mildere paragraf end drab.

Den 52-årige blikkenslager var på vej hjem fra at have set fodbold, da han fik kontakt til drengene, da de var i gang med noget mistænkeligt.

Det fik dem til at overdynge ham med slag og spark, har vicepolitiinspektør og efterforsker Bjørke Kierkegaard tidligere udtalt til flere medier.

Overfaldet skete tidligt om morgen ved 05.30-tiden på A.C. Hansensvej i Frederikssund.

Den 52-årige blev slået og sparket flere steder på kroppen og ansigtet, og ved grundlovsforhøret mod de to sigtede senere samme dag kom det frem, at de mange slag førte til, at manden faldt om på jorden.

Herefter fortsatte de 17-årige voldsudøvelsen. Han skulle være blevet sparket og trampet på, til han lå ubevægelig på jorden.

Klokken 06.20 blev den 52-årige familiefar og fodboldfan erklæret død.

Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Ved retsmødet lød det, at der ifølge anklagemyndigheden ikke var noget, der tyder på, at de 17-årige og den 52-årige kendte hinanden forud for overfaldet.

Anklagemyndigheden gik ved grundlovsforhøret efter at få teenagerne varetægtsfængslet for drab, men dommeren valgte i stedet at fængsle dem på mistanke om vold med døden til følge.

Det vil sige, at dommeren mente, at der ikke var beviser for, at teenagerne havde til hensigt at slå den 52-årige ihjel. Det er også denne mildere paragraf, der nu er rejst tiltale for.

De 17-årige har erkendt en mindre voldsudøvelse, men har i retten fortalt, at det skete i selvforsvar. Begge nægtede drab.

/ritzau/