En person er tirsdag middag blevet påkørt på Nordjyske Motorvej.

Personen befandt sig på motorvejen i forbindelse med sit arbejde, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Vedkommende er stærkt tilskadekommen og er blevet fragtet til Aalborg Universitets Hospital, men er uden for livsfare, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi til B.T.

Føreren af den bil, der påkørte personen, er stukket af fra gerningsstedet til fods.

»Men vi har stadig politi i området, der leder efter føreren - så vi kan kun opfordre ham til, at han hurtigst muligt indfinder sig hos politiet,« oplyser politiets vagtchef, politikommissær Poul Fastergaard.

Politiet har efterfølgende talt i telefon med føreren af den bil, der påkørte personen.

Han har lovet, at han melder sig selv senere i dag, men har endnu ikke gjort det, fortæller vagtchefen.

Ulykken skete på Nordjyske Motorvej ved Indkildevej i sydgående retning, og derfor har motorvejen været afspærret i en periode. Der er nu ryddet op og trafikken kan køre uhindret.