Tog på Kystbanen har onsdag holdt stille grundet nedfalden køreledning. Fra klokken 15 kører togene igen.

En køreledning faldt onsdag formiddag ned på Kystbanens strækning, hvilket stoppede togdriften i flere timer.

Kystbanen er linjen mellem Helsingør og Københavns Hovedbanegård.

Fra klokken 15 bliver togdriften genoptaget på linjen, så der resten af dagen vil afgå tog tre gange i timen. Det fortæller DSB's pressevagt.

- Togene vil resten af dagen stoppe ved alle stationerne mellem Københavns Hovedbanegård og Helsingør. Vi kører med 20-minutters-drift, siger pressevagten.

Ved normal drift kører der seks tog i timen på den pågældende strækning.

Indtil da vil der fortsat være togbusser. For nogles vedkommende har det været muligt at tage S-tog, og så har busser fragtet passagerer nordpå fra Klampenborg.

Det er Banedanmark, som har ansvaret for køreledninger. Banedanmark har siden onsdag formiddag arbejdet på at udbedre problemet.

Typisk tager det fem timer for Banedanmark at få løst det, når køreledninger falder ned, oplyser DSB's pressevagt.

/ritzau/