En mountainbikerytter er søndag kommet til skade i en skov ved Kolding.

»Rytteren er formentlig væltet ned ad en skrænt og er kommet til skade,« fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til B.T.

I begyndelsen kørte en ambulance til skoven ved Hylkedalsvej, men lægen vurderede efterfølgende, at man havde brug for en helikopter:

»Vi har ikke noget på personens tilstand, andet end at lægen har vurderet, at man skal et bestemt sted hen eller hurtigt videre, siden man har bedt om en helikopter,« fortæller vagtchefen.

Det er i øjeblikket småt med detaljer om sagens omstændigheder, da politiet endnu er på vej frem til stedet.

Vagtchefen kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse, om der er tale om en mand eller en kvinde.

»Vi er på vej derind for at finde ud af de nærmere omstændigheder,« fortæller vagtchefen.

»Der er jo nogle mountainbikebaner inde i skoven, så det kan formentlig være en, der er væltet i den forbindelse og er kommet til skade,« forklarer han.

B.T. følger sagen.