To kvinder er blevet dømt for menneskehandel af en kvindelig bofælle. De tre levede sammen på et bordel i Helsinge. Det samme gjorde en otteårig dreng. Han kaldte de nu dømte kvinder for moster og onkel.
Sagen viser, at et offer og en menneskehandler ser anderledes ud, end vi forestiller os, og at tvang og omsorg kan være tæt forbundet.
I sommeren 2016 modtog Nordsjællands Politi et billede af en otteårig dreng i dametøj. Det blev afleveret sammen med en anonym anmeldelse af, at et barn og en kvinde led overlast i en villa.
Den 28. juli 2016 kørte politiet til den anmeldte adresse på Nygade i Helsinge, som lå i det, der ikke bare ligner, men også er et klassisk dansk villakvarter med arbejdende voksne, legende børn og lugede forhaver.
Camoufleret af dette velkendte stykke Danmark havde ingen bemærket, at flere liv i et rødt murstenshus på villavejen var gået i opløsning, og at barnet boede i et hjem, der fungerede som bordel.
I huset på Nygade i Helsinge havde tre kvinder boet sammen i over et år.
To af dem blev senere dømt for blandt andet menneskehandel af den tredje bofælle - en thailandsk kvinde og mor til den otteårige dreng. Den ene kvinde blev også dømt for mishandling og blufærdighedskrænkelse af drengen. I 2013 havde drengens mor været til en privat fest i Danmark og mødt de to kvinder for første gang. De blev kaldt Jo og June, og de tre kvinder fandt fællesskab i en fremtidsplan.
Lad os starte med at præsentere June for at give et indtryk af, hvordan en menneskehandler kan se ud.
June er 47 år, spinkel, med hår ned til lænden, læsebriller og en forsigtig ydmyg udstråling. I hvert fald i retten, hvor hun klemte sine håndflader mellem knæene, mens hun lydigt sad med samlede fødder.
June voksede op i Thailand med syv søskende. I 2000 rejste hun til Danmark og blev gift med en dansk mand, skilt og senere gift med en ny dansk mand. De fik sammen en datter i 2006, men flyttede fra hinanden. Til gengæld flyttede de to kvinder Jo og June sammen som kærestepar i huset på Nygade.
Alle årene i Danmark havde June forsørget sig selv. Havde arbejdet på tyggegummifabrik, med rengøring og ydet omsorg for ældre på et plejehjem. Passet sig selv uden statens indblanding. I retten begrundede hun det med »ikke at kunne lide at komme til kommunen. Hvis jeg kan klare mig selv, så gør jeg det«.
Så er der Jo. En 34-årig dansk kvinde, født i Thailand af en thailandsk mor og en dansk far, men opvokset i Danmark, siden hun var fire år. Hun har sort korthårsfrisure, tatoveringer på ryggen og løbende ned ad venstre arm. Hun bærer baggy jeans. De er store, for Jo er stor.
Som 18-årig blev hun idømt tre års fængsel for medvirken til røveri, vold og salg af stoffer, men har i sit voksenliv holdt sig fra fængsel og modtaget førtidspension. I dag er hun igen indsat, dømt for at være den ledende figur i sagen.
Hun er lige blevet gift. I september 2017 blev hun under sin varetægtsfængsling gift med June.
Startede med frivillig prostitution
Villaerne på Nygade ligger tæt. Men to naboer fra vejen fortæller, uden at ville citeres, at de ikke havde anet uråd om, hvad der foregik i det røde murstenshus.
Kvinderne i huset forstyrrede umiddelbart ingen.
Da politiet kom til adressen i sommeren 2016, fandt de ikke drengens mor indespærret, men i færd med at farve hår på en anden i køkkenet. Ligesom ni ud af ti de billeder af huset, som blev fremvist i rette, viser en ryddelig og gennemsnitsdansk bolig med hvid og sort-ternet linoleumsgulv og sofahjørne. Kun på det 10. billede af badeværelset afsløres afvigelsen i et hjem med børn: en sort dildo flyder på gulvet.
Det er også derfor, at historien skal fortælles: Fiktionen har fremkaldt et bestemt billede af, hvordan et offer og en gerningsmand for menneskehandel ser ud, og hvad deres relation bygger på. Men det fiktionaliserede billede af slaveri kan forhindre os i at opdage virkelighedens ofre og gerningsmænd.
Forbrydelsen er ikke kun henlagt til afsides, faldefærdige huse og fliser på Istedgade, men eksisterer også i Hverdagsdanmark, forklædt som rengøringshjælp eller en stille og rolig nabo.
Relationen mellem drengens mor og Jo og June begyndte ikke med tvang, men med en fest og udviklede sig gennem en fælles drøm om at starte en restaurant i Helsinge. June nåede at oprette firmanavn og leje sig ind i et erhvervslokale i byen. Men der blev aldrig lavet mad på adressen.
Siden 2010 havde drengens mor boet med sin danske mand i Frederiksværk. På hendes facebookprofil blev der i den periode lagt billeder op af sønnen i dansk sommervejr - med redningsvest, storsmilende på badebro og til havefest.
Inden drengens mor flyttede ind i huset på Nygade, var hun ansat på en restaurant i Frederiksværk. På et tidspunkt spurgte Jo drengens mor, om hun havde lyst til at tjene lidt ekstra som prostitueret.
Drengens mor forklarede i retten, at hun med øje på sit mål om at spare sammen til en restaurant indvilligede i frivilligt at prostituere sig uden sin mands vidende. Jo og June kom jævnligt på besøg i hjemmet hos drengens mor.
Ifølge hendes ægtemand »talte de på deres eget sprog« og de tre kvinder kunne finde på at forsvinde sammen en uges tid ad gangen for at spille om penge i en form for »thailandsk pyramidespil«.
I april 2015 rykkede drengens mor fra sin danske mand og ind i Nygade til Jo og June med sin søn.
Jo havde oprettet en profil på escort.dk, fortalte drengens mor, men hun havde aldrig selv set profilen for sine seksuelle ydelser. Moren fik dæknavnet Gigi.Larsen1 og blev præsenteret i sort lædertøj, liggende på to hvide stole. I annoncen stod der: »Gigi tilbyder kæreste oplevelse, anal, superfransk, 69, strap-on, rollespil..« gæster havde »mulighed for at besøge os i vores privat og diskret hjem.« Åbent alle ugens syv dage.
På et tidspunkt i den proces udviklede den thailandske kvinde sig fra at være mest mor til at blive mest Gigi.Larsen1.
Små skred
Drengens mor fortalte i retten, at prostitutionen gik fra frivillighed til ufrivillighed, da hun efter cirka fem måneder i huset fik at vide af Jo og June, at hun skyldte dem 200.000 kr. Drengens mor vidste ikke hvorfor.
Den pludseligt opståede gæld skulle arbejdes af med prostitution, organiseret af de to kvinder. En time ved Gigi.Larsen1 kostede 1.500-1.800 kr. Jo og June forklarede derimod i retten, at drengens mor skyldte fremmede mænd penge, fordi hun spillede på casino.
Retten valgte at tro på morens forklaring, og i en lydfil siger Jo til hende. »det er nødvendigt at cleare gæld« og »jeg ved hvor du bor, selv om du flytter, kan jeg altid finde dig.«
Da drengens mor blev pålagt denne gæld, forstod hun, at drømmen om at eje en restaurant nok aldrig ville blive til virkelighed. Ifølge hendes forklaring skulle hun konstant stå til rådighed for kundebesøg i hjemmet uden indflydelse på mændenes kommen og gåen. Moren fortalte, at June ofte var hendes chauffør, når kunderne ønskede besøg, mens Jo brugte meget af dagen på computerspil og kommunikerede skriftligt med potentielle kunder til Gigi.Larsen1. Korrespondancerne var både helt kortfattede:
»Fister du?« spurgte en kunde i en chat, og der blev svaret: »Ja, hvor mange timer ønsker du?«
Andre korrespondancer var lange og strakte sig over flere timer. En fraskilt, midaldrende mand skrev, at han »savner intimitet« og ville byde Gigi Larsen på middag på sit landsted: »en wienerschnitzel eller en fransk bøf ved jeg, hvad er.«
Han ville gerne med Gigi »en tur i skoven i Rebild Bakker. Fantastisk natur.« Bagefter kunne hun selv bestemme, om hun ville overnatte i gæsteværelset eller dobbeltsengen, og det kunne jo være, at de blev forelskede, skrev han.
Østre Landsret kendte i december 2017 Jo og June skyldig i både menneskehandel og rufferi. Jo blev også dømt for vold mod moren, mishandling og blufærdighedskrænkelse af drengen og trusler mod ham. June blev dømt for medvirken til mishandling. Retten vurderede, at de to kvinder haft en fortjeneste på cirka 250.000 kroner på prostitutionen.
Set udefra lader det til, at små, men konstante skred førte til den totale nedbrydelse, uden at kvinderne i hjemmet nødvendigvis begreb alvoren undervejs. Et af skreddene er isolation. Efterhånden som kunderne fyldte mere i Gigi.Larsens1’s soveværelse, blev hendes søn skubbet ud af rummet.
Ifølge drengens mor måtte hun ikke sove sammen med sin søn længere. Han sov inde i sengen ved Jo og June og kom næsten kun i hendes værelse for at hente tøj om morgenen inden skole. Mens moren og sønnen boede på Nygade, flyttede endnu en thailandsk kvinde ind i huset, hun valgte frivilligt at prostituere sig i huset som ”Lady Pink” »fordi hun skyldte 5.000 kr.«
Jo og June tilbød også gratis at huse en vens voksne sønner samme periode, fordi forældrenes hus var på tvangsauktion.
Både en af sønnerne og Lady Pink var vidner i retssagen og sagde, at drenges mor afleverede penge for sin prostitution til Jo og June inde i stuen, og at de som logerende ikke måtte tale med drengens mor, selv om de boede sammen. De omtalte Jo som den dominerende og June som mere neutral og tavs.
Fravær i skolen
Den otteårige dreng blev også langsomt mere isoleret i Nygade. Han skulle blive inde på et værelse ved mandebesøg i huset, og fraværet i folkeskolen steg.
Fra 9. maj 2016 ophørte han helt med at komme i skole. En afdelingsleder fra den lokale folkeskole skrev i et brev til moren, at lærerne oplevede, at drengen »opsøger lærerne meget« og »vi ser en dreng, som ikke trives, vi vil gerne have et møde med dig.«
Men der blev aldrig noget møde. I retten sagde drengens mor, at hun ikke havde set brevet fra skolen. At tyde på hendes sprogfærdigheder i retten ville hun måske heller ikke kunne læse det. Alt blev oversat af en thailandsk tolk under retssagen.
Også en sagsbehandler fra Gribskov Kommune forsøgte at få et møde med drengens mor. Da sagsbehandleren ringede, tog en kvinde ved navn Jo telefonen og sagde om drengens mor, at »vi ved godt, hvilke fucked up ting, hun laver. Hendes svenske kæreste har købt en billet og sendt hende til Thailand.«
Det var usandt. Drengens mor boede ikke et Thailand. Hun boede i Nygade, 670 meter fra Gribskov Kommune. Og hende og hendes søn havde brug for hjælp. Husets voksne havde fået smag for amfetamin, og moren for at ryge kokain.
Et andet skred er det fuldstændige ophør af grænser for, hvor den enes lyst starter og hvor den anden selvbestemmelse slutter.
Der bliver taget mange billeder af drengen i huset. Han smiler stort på billederne. Det er svært at afgøre, hvad man ser. Om smilet er forpint eller begejstret. Om alle billederne af drengen i dametøj, store parykker og udtværet, fedtet læbeskift og blå øjenskygge er - som Jo og June påstod - uskyldig udklædningsleg mellem ham og Junes datter. Eller om det er ydmygelse og langsom nedbrydelse af drengens identitet, orkestreret af de voksne, som skulle passe på ham.
Da politiet konfiskerede Jo’s telefoner, fandt de bl.a. en video af drengen. Videoen viser drengen slikke på en deres hunds kønsdel, mens Jo siger »tag tungen ud, helt ned,« og »kom nu«.
I retten sagde vidnerne Lady Pink og en af de unge logerende mænd, at de begge havde indtryk af, at drengen blev bedt om at slikke på hundens kønsdel som bytte for at få noget bestemt mad. Jo havde én kommentar til videoen: »det var ikke tvang«. Hun mente, at drengen syntes, det var sjovt. Men kun Jo grinede i videoen.
Godnat min skat
Retten vurderede, at Jo var skyldig i mishandling af drengen. Både vidner, drengen selv og moren sagde, at drengen somme tider selv to dametøjet på for at undgå at bliver slået, og at han selv havde trukket bukserne ned i en situation, før Jo slog ham: det der lignede frivillighed var i virkeligheden et forsvar for at minimere volden.
De to logerende vidner og drengens mor gengav i retten, at Jo pålagde moren at slå sin søn bagi. Moren sagde, at hun »var nødt til at gøre det, selvom det gjorde hende meget ondt; men bagefter tog hun drengen med ud på badeværelset, kyssede ham bagi og sagde undskyld«.
Hun havde sagt til sin søn, »at han skulle bøje af, hvis det kunne hjælpe ham til ikke at blive straffet.«
Sagens sms’er giver et indblik i, hvordan kriminalitet, kærlighedserklæringer og dagligdagstrummerum levede side om side i huset på Nygade.
De koordinerende beskeder om prostitution blev f.eks. leveret i en indpakning af hverdagssysler og familiær kærlighed. Som i denne besked mellem Jo og June:
»Så er hun er afleveret. 2.500. Håber, han giver hende 1000 mere.«
og »Godnat min skat. Elsker dig.«
Og en besked fra Jo’ computer angående drengens mor:
»Vi tager ikke hjem i dag. Vi skal aflevere hende et nyt sted. Gider du fodre hvalpe og hundene?«
Mellem korrespondancen om prostitution er der pludselig en besked fra June om, at hun skal aflevere sin datters skoletaske, og en besked fra June til sin egen datter: »Hvordan har du det mor savner dig meget skat.«
Under retssagen viste Jo’s forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, billeder af leg og smil fra huset. Han sagde: »Når man ser de her billeder, virker det ikke til at være et sted med vold og trusler og indespærring og sådan noget.«
Rettens afgørelse viser, at man godt kan være udsat for menneskehandel, selvom man frivilligt prostituerer sig. At man godt kan være udsat for mishandling, selvom der også har været glade dage og omsorg i relationen. Sønnen havde på et tidspunkt spurgt, om han og moren ikke nok kunne tage hjem til Thailand, og moren blev ikke holdt fysisk fanget i huset. Hun kunne i princippet gå, hvis hun ville. Så hvorfor blev hun og lod sig selv og sin søn udsætte for ydmygelse og vold?
Opfattelsen af tvang er helt central for den konkrete sag og for menneskehandel som fænomen.
Man fastholder sjældent mennesker i en situation gennem ren fysisk tvang. Man fastholder dem - som anklageren sagde i sin procedure – i en kombination af omsorg, autoritet og kontrol. I sager om menneskehandel ser tvang næsten altid anderledes ud, end vi forestiller os, siger Thomas Laigaard, socialfaglig medarbejder ved Center Mod Menneskehandel:
»Det er et fåtal af sagerne, hvor lænker og pistoler fastholder ofrene. Midlerne er ofte meget mere subtile.«
Han udtaler sig ikke om den konkrete sag, men om menneskehandel generelt.
Ofrene er tit afhængige af deres gerningsmænd, som har sørget for f.eks. indkvartering, adgang til arbejde, adgang til mad og viden om det sted, de opholder sig. De handlinger kan godt virke som udtryk for basal omsorg, selvom det i virkeligheden er en måde at fastholde offeret på.
Den afhængighed af gerningsmændene er også en af årsagerne til, at ofrene ikke nødvendigvis ser sig selv som ofre for menneskehandel – i hvert fald ikke i første omgang.
»Gerningsmændene efterlader tit offeret i en tro på, at han eller hun repræsenterer det eneste sted, hvor ofret kan få hjælp. Og gerningsmanden udnytter, at ofret ser ham eller hende som vejen til et bedre liv. De placerer folk i en situation, hvor offeret ikke har noget alternativ end at give efter for udnyttelsen,« siger Thomas Laigaard.
Passe på sin søn
Ifølge anklageren blev drengens mor netop fastholdt i sin situation, fordi alternativet var værre. Hun havde ifølge retten en indbildt gæld på 200.000, Jo havde hendes pas, og Jo sagde ifølge moren, at hun ville anmelde moren til myndighederne for narkobesiddelse, hvis hun sladrede til politiet, og at sønnen på den måde ville blive taget fra hende.
»Jeg ville passe på min søn,« sagde moren i retten gennem sin tolk. Hun havde stolet på, »at Jo ville hjælpe hende så hun ikke kom i fængsel på grund af narko.«
Selv da politiet og de sociale myndigheder kom til Nygade den 28. juli 2016 og anbragte drengen på en akutinstitution, holdt moren hånden over sine gerningsmænd.
Man kan sammenligne nogle af mekanismerne i menneskehandel med partnervold, hvor voldramte kvinder ofte bliver hos deres kæreste, siger Anders Lisborg, der er cand.scient.soc. i internationale udviklingsstudier og geografi og i 20 år har beskæftiget sig med migration og menneskehandel. I øjeblikket arbejder han i Asien som rådgiver om bekæmpelse af tvangsarbejde og menneskehandel:
»Relationen kan foregå i spændingsfeltet mellem ordentlige forhold og ekstremt voldsomme forhold, hvor en grotesk form for samvær ender med at blive normaliseret. Man siger, at menneskehandleren har the power to hurt and to help«.
I fagsprog kaldes det »multipel afhængighed«.
Der findes sager, siger Anders Lisborg, hvor organiserede gerningsmænd planlægger menneskehandel og bruger ren rå vold. Men en del af sagerne opstår også i nære relationer. Her kender ofre og gerningsmænd hinanden på forhånd, har tit samme kulturelle baggrund og en fornemmelse af at være i samme båd i et fremmed land:
»I de sager ser man ofte, hvordan et nogenlunde ligeværdigt forhold langsomt er blevet perverteret til et udnyttelsesforhold«.
Prostitutionen fortsatte efter tvangsfjernelsen af drengen, og personalet på akutinstitutionen havde svært ved at gennemskue relationen mellem drengens mor, Jo og June. Drengen omtalte de to sidste som sin moster og onkel, og akutinstitution havde ikke fået noget telefonnummer på drengens mor, men på June.
Da Jo og June blev anholdt den 11. september 2016, nægtede de sig skyldige. Efter deres anholdelse sagde drengens mor til sin søn under et overvåget samvær, at han nu måtte sige sandheden. Drengen gav udtryk for, at Jo og June i så fald ville komme efter dem. Men til en videoafhøring i september fortalte drengen og moren om deres oplevelser i huset.
Afhøringerne og politiets andre beviser førte til, at Jo og June i december 2017 blev idømt tre og to års fængsel af landretten.
Efter dommen blev Jo kørt tilbage til fængsel. Hendes kone, June, blev løsladt og skal afsone resten af sin straf senere hen. June blev løsladt uden at vide, hvor hun skulle bo. Moren og drengen bor nu i Thailand. Moren optog en video, da hun og drengen gik ombord i flyet. Han satte sig med sin bamse på skødet. Den var klædt i brøndbytøj. Han kiggede i kameraet og sagde »bye bye, Danmark«.
