Hele 229 kilometer i timen viste speedometeret, da en ung mand lå og kørte om kap på en motorvej.

Det har ført til, at han nu har fået beslaglagt sin bil, efter han blev sigtet for at køre kap- og væddeløbskørsel.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse torsdag.

»De kørte om kap med langt over 200 km/t. på en strækning med andre helt almindelige trafikanter i normal hastighed – og det er en skærpende omstændighed. Med så høje hastigheder kan det nemt gå helt galt og ende fatalt,« siger politikredsens vicepolitiinspektør, Søren Enemark.

Hændelsen fandt sted den 30. august, da den unge mand på 26 år i sin Ford Focus RS kørte vanvidskørsel på Køge Bugt Motorvejen ved Ishøj.

Politiet blev klokken 23.15 gjort opmærksom på, at to biler kørte i meget høj fart efter hinanden på strækningen, hvorefter man rykkede ud til stedet.

Færdselsbetjentenes fartmåling af den ene bil viste, at den kørte 1.282 meter på 20,1 sekund.

Det svarer til en gennemsnitshastighed på 229,6 km/t. – på en strækning, hvor man må køre 110 km/t.

Den 26-årige fører af den ene bil blev med det samme sigtet for at have kørt kap- og væddeløbskørsel mellem andre trafikanter, og nu har Retten i Glostrup i en kendelse besluttet, at hans bil skulle beslaglægges.

Bilen kostede omkring 500.000 kroner fra ny – og nu er den i politiets varetægt.

Nu er anklagemyndigheden ved at vurdere, om sagen er så alvorlig, at manden også bør idømmes en frihedsstraf – ud over at bilen senere kan blive konfiskeret og solgt af staten.

I pressemeddelelsen fastslår vicepolitiinspektør Søren Enemark, at man i politikredsen hen over sommeren har haft fokus på gaderæsarrangementer – og det er noget, man vil fortsætte med at have.