En 21-årig mand er tirsdag dømt for for en lang række blufærdighedskrænkelser og for besiddelse af børneporno.

Ved et retsmøde cirka en uge forinden var han tiltalt for 61 forhold, og han erkendte 50 af dem. Nu har han fået en fængselsstraf på seks måneder.

Fra 2017 og helt frem til maj 2019 begik han blufærdighedskrænkelser af i alt 40 drenge. Det skriver Viborg Folkeblad.

Drengene var helt ned til 13 år.

Den 21-årige mand blev venner med drengene på det sociale medie Snapchat, hvor man primært sender billeder, video og tekst til hinanden privat.

På mediet sendte han billeder af sig selv. Nogle af billederne viste han nøgen og med erigeret lem.

I få tilfælde sendte han videoer, hvor han onanerede eller tissede.

Den unge mand er tidligere lærervikar på Stoholm Skole i Viborg, dog tyder det ikke på, at han har krænket nogle elever på skolen.

Han har før været lærervikar på en række andre skoler i Skive-området, fodboldtræner Skive IK og pædagogmedhjælper i en ungdomsklub i byen.

Foruden dommen på seks måneders betinget fængsel, er han blevet frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i fire år.

Det gælder både erhvervsmæssigt og i forbindelse med fritidsaktiviteter.

Den 21-åriges advokat fortæller, at den dømte ingen kommentarer har.