Kevin Magnussen ser ud til at skulle kæmpe mod en af sine tidligere Formel 1-kollegaer, når han debuterer i den amerikanske sportsvognsserie IMSA i 24-timers-løbet i Daytona.

Robert Kubica, der kørte Formel 1-sæsonen 2019 for Williams og i dag er reservekører for Alfa Romeo, er ifølge B.T.s oplysninger tæt på en Daytona-aftale med danske High Class Racing.

Det danske team, der debuterer i IMSA-serien i Daytona, har i lang tid forhandlet med Kubica, og en aftale ventes at falde på plads i denne uge.

Kubica vandt Canadas Grand Prix 2008 og var indtil 2010 et af de mest lovende talenter i Formel 1. Op til 2011-sæsonen blev han alvorligt kvæstet i en rallyulykke, og først i 2019 var han klar til et comeback i Formel 1.

Efter IMSA-debuten i Daytona satser High Class Racing på VM-serien for sportsvogne med blandt andre Jan Magnussen som kører.
Efter IMSA-debuten i Daytona satser High Class Racing på VM-serien for sportsvogne med blandt andre Jan Magnussen som kører. Foto: High Class Racing
Vis mere

24-timers-løbet i Daytona bliver efter alt at dømme High Class Racings eneste IMSA-indsats i 2021. Resten af sæsonen satser man på VM-serien, hvor man indsætter Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, sammen med Anders Fjordbach og Dennis Andersen.

High Class Racing er Danmarks førende internationale racerteam, der har været med i LMP2-klassen i VM-serien for sportsvogne siden 2018.