Det har ikke været nemt at være Chris Noth den seneste tid.

I kølvandet på, at hele fem kvinder har anklaget ham for seksuelle overgreb, er flere af hans arbejdsmæssige projekter gået i vasken.

Eksempelvis blev han klippet ud af de sidste scener i 'Sex And The City'-spin-offet, 'And Just Like That'. Ligeledes blev hans skrottet fra rollelisten på CBS-serien 'The Equalizer'.

Det har gjort flere af hans nære venner bekymrede for, hvordan stjernen vil reagere. Det skriver Page Six.

Til mediet har en kilde tæt på skuespilleren sat ord på sine bange anelser.

»Chris føler ærligt, at hans liv er forbi. Jeg tror, at druk har spillet en stor rolle i forhold til hans problemer. Hans venner vil gerne have, han får noget hjælp,« lyder det.

Kilden afviser dog i samme ombæring, at Chris Noth nogensinde skulle have været fuld under indspilninger.

Spørger man derimod skuespillerinden Zoe Lister Jones, er hun af en anden mening.

Hun har nemlig anklaget den 67-årige skuespiller for at have drukket på settet, da de sammen filmede til NBC-serien 'Law & Order'.

På sin Instagram skrev hun, at Noth under indspilningen af en bestemt forhørsscene havde medbragt mere end en halv liter øl, som han drak mellem optagelserne.

Og som om, det ikke skulle være nok, at Chris Noth lige nu må forholde sig til anklagerne mod ham og det mistede arbejde, så hænger hans ægteskab angiveligt også i en tynd tråd.

Chris Noth har benægtet alle anklager mod ham.