Menstruation. Et fænomen, der er naturligt for halvdelen af verdens befolkning, men også et fænomen, der giver anledning til skam og det, der er værre.

Sarah Grünewald tog sidste år sin nysgerrighed i hånden og forsøgte at bryde tabuet omkring menstruation i programmet 'DR2 har det røde med Sarah Grünewald'. Det er med udgangspunkt i det, at hun nu igen sætter menstruation på dagsordenen.

I forbindelse med optagelserne til programmet blev hun nemlig opmærksom på, at menstruation er et reelt problem for piger i Kenya.

I det østafrikanske land er bind nemlig en luksusvare, og mange pige bruger derfor aviser, klude – ja, sågar jord – i stedet, når det bliver den tid på måneden. En metode, der kan gøre pigerne meget syge.

»Jeg lavede med det samme en stor fed note, der hed, at jeg på et tidspunkt gerne ville tage fat i det her problem,« fortæller Sarah Grünewald om sine tanker under optagelserne til DR-programmet.

»Jeg er jo totalt føle-føle-person, så når noget virkelig går mig på, råber jeg højt.«

Fordi forholdene er så ringe, bliver pigerne ofte hjemme fra skole for ikke at risikere at bløde igennem. Noget, der er ekstremt skamfuldt i Kenya. I nogle tilfælde dropper de helt ud.

»Her koster menstruation fremtid. Det koster skolegang og uddannelse, og nogle ender i prostitution, fordi de forsøger at få råd til bind,« forklarer Sarah Grünewald om sin motivation for at hjælpe.

Som sagt, så gjort.

Nu har hun indgået et samarbejde med PlanBørnefonden om at samle penge ind, så de kenyanske piger kan få antibakterielle bind, der kan genbruges i to år.

»Det er et enormt håndgribeligt projekt, fordi det blot drejer sig om 18 kroner, som skal doneres. For 18 kroner kan man hjælpe en pige i Kenya,« forklarer hun og fortsætter:

»Nogle gange kan donationer, fundraisings og så videre hurtigt blive en jungle at finde rundt i, og man kan aldrig gennemskue, hvad pengene bliver brugt til. Det kan man her.«

Mandag startede Sarah Grünewald således sin indsamling. Målet var at samle ind til 300 piger. Det svarer til omkring 4.500 kroner.

»Jeg ringede til min kæreste og sagde, at han skulle donere 500 kroner, hvis jeg var langt fra mål, for jeg ville ikke ligne et fjols,« griner 'Vild med dans'-værtinden over telefonen.

Hendes anmodning viste sig nemlig at være overflødig. Onsdag kunne hun nemlig konstatere, at indsamlingen foreløbigt var gået godt. Rigtig godt.

125.000 kroner var der indtil videre samlet ind til projektet. Dermed er mere end 6.000 piger allerede nu sikret de lyserøde bind.

To skolepiger fra området Bondo i Kenya. De har netop modtaget et par af de bind, som Sarah Grünewald samler ind til.
To skolepiger fra området Bondo i Kenya. De har netop modtaget et par af de bind, som Sarah Grünewald samler ind til.
Vis mere

»Jeg har været rigtig rørt over det og enormt taknemmelig og stolt over, at vi kan hjælpe så mange,« fortæller Sarah Grünewald om den store opbakning til projektet.

Indsamlingen kører fortsat, og selvom det endelige beløb for nuværende er ukendt, er Sarah Grünewald allerede mere end tilfreds.

Og hun afviser ikke, at hun vil lave yderligere udfordringer i fremtiden.

»Af alle de ting, jeg har kastet mig ud i, er det her noget af det smukkeste, jeg har oplevet. Jeg er virkelig stolt af det,« afslutter hun.