Hugo Helmig er godt i gang med at træde ud af sin fars skygge som musiker - og nu inden længe tager den 20-årige popsanger endnu et stort skridt i sit liv: Han flytter hjemmefra.

»Jeg har fået en lejlighed i Århus inde i midtbyen, som jeg flytter ind i den 1. oktober,« siger Hugo Helmig til Se og Hør.

Hugo Helmig - som bragede igennem med singlen 'Please Don't Lie' allerede som 18-årig - kommer til at dele sit nye hybel med kæresten Marie Frølund og hunden Rolf, som de lige har anskaffet sig og er rigtig glade for.

Ønsket om at stå på egne ben har Hugo Helmig haft gennem et stykke tid. I et stort interview med B.T. i juni løftede han sløret for flytteplanerne.

»Jeg er i gang med at lede efter en lejlighed til mig og min kæreste. Jeg har en meget klar ide om, hvor det skal være her i Aarhus – nu venter vi bare på det rigtige tilbud,« sagde han om boligjagten, som altså nu er lykkeligt afsluttet.

Forældrene Thomas Helmig og Renee Toft Simonsen bor også i 'Smilets By', så Hugo Helmig er stadig tæt på sine forældre.

Før debutsinglen, ’Please Don’t Lie’, sidste sommer gjorde ham til et navn, levede han trygt i ly af sine kendte forældre. Han erkender, at det har krævet tilvænning at træde frem og selv indtage rampelyset.

»Jeg har haft svært ved det med at blive kendt og gå udenfor på gaden. Det er jo dybt åndssvagt, men jeg er begyndt at tænke over, hvad folk tænker. For to år siden tonsede jeg rundt på caféerne i Aarhus og var hele tiden ude – nu vil jeg hellere være hjemme sammen med min kæreste eller venner.«

Hugo Helmig.
Hugo Helmig. Foto: Morten Jerichau
Vis mere

'Please Don't Lie' blev årets danske radiohit i 2017 og gav også Hugo Helmig et gennembrud i Tyskland, hvor han snart skal på radiotur.

Også Hugos berømte far har fart på. Thomas Helmig var manden bag den danske VM-sang 'Hele Danmark op at stå' og har optrådt på flere danske festivaler i løbet af sommeren.