Den amerikanske skuespiller, Stoney Westmoreland, der er kendt fra Disney-serien 'Andi Mack', er blevet anholdt efter at have forsøgt at overtale en kun 13-årig pige til samleje.

Stoney Westmoreland blev anholdt fredag i Salt Lake City i staten Utah i USA.

Den samme by, hvor Disney-serien bliver optaget.

Kort efter nyheden om ham kom frem, blev han fyret fra tv-serien. Det bekræfter mediet PEOPLE.

Stoney Westmoreland skulle have kontaktet den 13-årige via en app, hvor man kan møde og date forskellige mennesker med det formål at have samleje.

Utah Politi oplyser også, at Stoney Westmoreland sendte pornografiske billeder til den mindreårige og spurgte, om de ikke skulle interagere seksuelt med hinanden.

Han bad desuden den 13-årige sende nøgenbilleder af sig selv til ham.

Da Stoney Westmoreland var på vej for at mødes med den mindreårige, som han havde planer om at tage med på et hotel, blev han i stedet mødt af Salt Like City Politi og FBI, som arresterede ham på stedet.

Stoney Westmoreland (yderst th.) spillede bedstefar i Disney-serien 'Andi Mack'.
Stoney Westmoreland (yderst th.) spillede bedstefar i Disney-serien 'Andi Mack'. Foto: Disney
Vis mere

Den 48-årige skuespiller blev anholdt for blandt andet at have delt nøgenbilleder med en mindreårig.

»Stoney Westmoreland, en skuespiller, der arbejder på serien 'Andi Mack', er blevet arresteret i Salt Lake City,« siger en talsmand fra Disney Channel til PEOPLE.

»På grund af sigtelserne og vores ansvar over for de mindreårige, der arbejder på tv-serien, har vi fyret ham fra serien, og han kommer ikke til at vende tilbage, selvom de sidste optagelser på den tredje sæson slutter i næste uge.«

Ud over sin rolle som bedstefar i Andi Mack, har han også været med i tv-serierne 'Scandal', 'Breaking Bad', 'Better Call Saul', 'NCIS' og 'Gilmore Girls'.