57 år efter ikonet Marilyn Monroes død er der kommet nye afsløringer frem.

Det viser sig, at den berømte fotograf Leigh Wiener i 1962 fotograferede Marilyn Monroes nøgne lig kort efter hendes død – selvom lighuset var lukket land for fotografer.

I dokumentarfilmen 'Scandalous: The Death of Marilyn Monroe' ('Skandaløst: Marilyn Monroes død'), som bliver vist på Fox News søndag, afslører Leigh Wieners søn, hvordan faderen bar sig ad med at komme ind i lighuset i Los Angeles kun få timer efter Marilyn Monroes død og tage de famøse billeder, som i øvrigt aldrig er blevet offentliggjort:

Metoden var – bestikkelse.

»Han tilbød et par af dem (lighusets medarbejdere, red.) en drink, og pludselig var han derinde,« siger Devik Wiener i dokumentaren, skriver Daily Mail.

Faktisk havde Leigh Wiener en vis rutine i at skaffe sig adgang bag lukkede døre netop ved at hælde alkohol på dem, der ellers skulle holde ham på afstand.

»Det var ikke første gang, han brugte et par flasker whisky til at komme steder hen, hvor han ellers ikke havde adgang,« fortsætter sønnen i dokumentaren.

Hvor billederne af Marilyn Monroes nøgne lig aldrig er blevet publiceret, forholder det sig anderledes med andre af de fotos, Leigh Wieners tog under sit ikke helt reglementerede besøg i lighuset.

Et af billederne, som blev bragt i LIFE Magazine, er blevet ikonisk. Her ses en label på Marilyn Monroes ene tå på venstre fod, som titter frem under ligklædet.

Marilyn Monroe, som blev født under navnet Norma Jeane Baker, blev den 5. august 1962 fundet død i sit hjem – blot 36 år gammel.

I løbet af sit korte liv formåede hun at blive en af verdens mest ikoniske skuespillerinder og et af de største sexsymboler.

Hun var på rollelisten i flere film, som siden er blevet legendariske, såsom 'Some Like It Hot'. Derudover er hun blandt andet berømt for at have haft en meget omtalt affære med USA's daværende præsident, John F. Kennedy.