Han har imponeret i stor stil. Og nu har Holger Rune så 'officielt' papir på, at han har været inde i en rigtig god periode.

For mandag er verdensranglisten blevet opdateret, og her ligger danskeren nu nummer seks – hans højeste placering nogensinde.

I de sidste fire turneringer er det blevet til tre finalepladser til Holger Rune, der forsvarede sin titel i München, mens det blev til et nederlag i de to andre, senest søndag aften i Rom.

Her måtte Rune se sig besejret af Daniil Medvedev efter en ellers flot turnering, hvor det lykkedes for danskeren at slå først Novak Djokovic og efterfølgende Casper Ruud ud.

'Det var ikke min drømmefinale i dag, men jeg kan ikke være utilfreds med mine resultater på grus indtil videre. Fire turneringer, tre finaler, nummer seks mandag. Jeg tager et par dage fri, og så ser jeg frem til Paris,' skrev Holger Rune sent søndag aften på Twitter.

Det er nu Carlos Alcaraz, der topper verdensranglisten, Daniil Medvedev ligger nummer to, og herefter er det Novak Djokovic, Casper Ruud og Stefanos Tsitsipas, der ligger foran Holger Rune.

Storformen, danskeren viser for tiden, kunne nærmest ikke komme på et bedre tidspunkt, for inden længe venter en af de fire grand slam-turneringer.

French Open starter 28. maj, og her har Holger Rune en pæn sjat point at forsvare, efter han sidste år nåede hele vejen til kvartfinalen, hvor han blev slået ud af Casper Ruud.