'Jeg har længe overvejet, om jeg skulle udgive det her opslag, men jeg har nu indset, at det er noget, jeg gerne vil have. Ikke for mit eget vedkommende, men for at være et forbillede.'

Sådan lyder indledningen på et Instagram-opslag fra den 22-årige håndboldspiller Ola Hoftun Lillelien.

'For omkring et halvt år siden fortalte jeg min familie, mine venner og holdkammerater, at jeg højst sandsynligt ikke ender med en sød pige, men en smuk dreng,' fortsætter Lillelien, der fortæller, at responsen udelukkende har været positiv.

Lillelien delte opslaget 21. april, og det var der en helt særlig årsag til.

Tilbage i 1972 blev homoseksualitet afkriminaliseret i Norge på netop denne dag, og dermed var det 50 år siden i år.

'Dette indlæg er ikke postet for, at jeg skal modtage bekræftelse eller anerkendelse, men for at jeg stolt kan takke dem, der før mig har kæmpet for min ret til at elske den, jeg ønsker,' skriver Lillelien og fortsætter:

'Jeg håber, at samfundet i dag er kommet så langt, at drenge og piger ikke behøver at føle frygten for ikke at blive accepteret som den, de er.'

Lillelien spiller i den bedste norske håndboldrække, hvor han tørner ud for Drammen HK.

Han fortæller, at sport for ham handler om varme, glæde og sammenhold, hvilket han altid selv har mærket.

'Sport har plads til alle, inklusive dig og mig. For jeg er stadig bare mig,' afslutter Ola Hoftun Lillelien.