Der er en fornemmelse af nervøsitet på Hotel Marriott i Kairo, hvor de danske håndboldherrer befinder sig inden VM-debuten fredag aften.

Det handler ikke om skræmmende modstand på banen, men den usynlige coronafjende, som allerede har taget livet af to landes deltagelse ved VM – Tjekkiet og USA.

Mikkel Hansen, Niklas Landin og resten af de danske stjerner fik sig således en stor overraskelse, da de trådte ind på hotellet i den egyptiske hovedstad og blev mødt af en noget større coronaboble, end de havde troet.

Det fortæller Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, til B.T.

»Vi har på forhånd gjort meget ud af, at tingene skulle være i orden og sikre, og vi må sige, at vi er lidt mindre adskilt end det, vi havde både håbet på og er blevet lovet.«

På hotellet befinder de sig nemlig i en voldsomt stor coronaboble sammen med otte andre nationer, pressefolk og IHF-repræsentanter – inklusive det massive hotelpersonale, der blandt andet tæller et hav af tjenere, rengøringspersonale og sikkerhedsfolk.

»Det er en meget, meget stor boble. Jeg frygter derfor også et positivt resultat, for så er der rigtig mange, der kan være i risikoen,« siger Morten Henriksen.

Ved det netop overståede EM i kvindehåndbold på dansk jord var holdene komplet isolerede på deres hoteller og måtte igennem et massivt testsystem.

Af samme grund reagerede sportschefen da også kraftigt, da han onsdag morgen fik fortalt, at arrangørerne aflyser spillernes anden test på dag to og i stedet først fandt det nødvendigt at teste igen efter fredagens kamp.

Danmark har kort sagt banket i bordet for at få styr på forholdene på det luksuriøse hotel.

Sportschef i DHF, Morten Henriksen, udtrykker bekymring om den store corona-boble, som landsholdet befinder sig i under slutrunden.
Sportschef i DHF, Morten Henriksen, udtrykker bekymring om den store corona-boble, som landsholdet befinder sig i under slutrunden. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»De lød meget firkantet på, at det var sådan, det var, men IHF har efter vores henvendelse indrømmet, at det selvfølgelig ikke var i orden, og at man ville teste hvert andet døgn, som vi var blevet lovet,« forklarer Morten Henriksen.

Og det glæder sportschefen. For som forholdene er nu, er der øget risiko for smitte. Særligt fordi boblen er skræmmende stor.

»Vi sidder i et stort spiserum og spiser sammen, og det er også lidt for få buffeter i forhold til det, vi er blevet lovet. Så hvis testsystemet ikke virker, så er der i hvert fald ikke nogen mulighed for at smitteopspore inde i boblen. Derfor er det også drønvigtigt, at testsystemet kører.«

Morten Henriksen fortæller videre, at IHF også vil ændre på tingene i forhold til spiseområderne og buffeterne, så der kommer mere adskillelse, end der hidtil har været på hotellet.

Foto: Philip Davali
Vis mere

Og selvom der nu ser ud til at komme lidt mere styr på det, er den danske lejr fortsat bekymret for, at der kommer en positiv test – specielt på grund af boblens størrelse.

»Vi er blevet fortalt, at alle har været i isolation i fem dage, og at der på den måde skulle være styr på tingene. Mit kig frem mod 'den mørke side' sker så bare, når man lige pludselig trækker en testsituation tilbage og siger, at man vil springe halvanden dag over i forhold til, hvad der står i papirerne. Så begynder jeg jo at spørge ekstra ind til de ting, de har lovet os. For når man ikke holder de ting, der bliver stillet i udsigt, så bliver vi nødt til at tjekke det hele lidt mere an,« forklarer han.

Er I utrygge, som forholdene er lige nu?

»Spillerne er ikke utrygge, men det er nok mere os med ansvaret, der er det. Jeg ved ikke, om man skal være sortseer, men i den verden, man kommer fra i Danmark og Europa, kan det godt virke lidt komisk, at vi vader op og ned ad hinanden og spiser sammen i ét stort rum, mens man i Danmark snakker britiske mutationer. Så kan man godt begynde at se lidt sort på det.«

Coronavirussen har allerede præget VM, før turneringen går i gang onsdag aften. Tjekkiet og USA har altså måttet trække sig efter smitteudbrud, ligesom slutrunden vil blive spillet for tomme tribuner.

Danmark åbner slutrunden, når de fredag aften møder Bahrain.