Den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve sender bredside mod danske Kevin Magnussen, som han kalder en beskidt og arrogant racerkører.

Kevin Magnussen har tidligere givet udtryk for, at han ikke er i Formel 1 for at få venner. Den danske Haas-stjerne har da heller ikke ligefrem knyttet nye venskaber i feltet den seneste tid. Snarere tværtimod.

Således gik Kevin Magnussen på en fortjent sommerferie med den allerede legendariske afskedssalut – ’sut mine kugler, kammerat’ – som var stilet til tyske Nico Hülkenberg, der afbrød danskerens tv-interview for at lykønske ham med ’igen at være feltets mest usportslige kører’.

Men det er ikke kun den forsmåede tyske Renault-kører, som har set sig sur på Kevin Magnussen. Det samme gælder den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve.

Canadieren udtaler sig fra tid til anden om Formel 1, og det skete igen, da tyske Motorsport-Magazin bad ham forholde sig til netop kampen mellem Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg. Og så gav Jacques Villeneuve ellers sin uforbeholdende mening til kende om danskeren – og spanieren Carlos Sainz.

»Magnussen kører ikke normalt - sådan er det i hvert eneste løb. Det samme gælder Sainz,« siger Jacques Villeneuve og fortsætter:

»Det er ikke godt race. Det er beskidt, og det er ikke Formel 1-niveau. Jeg forstår ikke, hvorfor de (Magnussen og Sainz, red.) gør de samme ting igen og igen. Der er ingen respekt, og det er arrogant og forkert. De her manøvrer gør mig virkelig vred.«

Jacques Villeneuve forklarer ikke i detaljer om, i hvilke situationer Kevin Magnussen har kørt beskidt og arrogant. Men i forbindelse med episoden omkring Nico Hülkenberg efterlod Kevin Magnussen ikke megen plads til tyskerens Renault, der måske lidt optimistisk forsøgte at overhale danskeren på ydersiden, men endte i græsset.

Carlos Sainz har også været indblandet i flere episoder i sæsonen, hvor han primært har gjort sig skyldig i at spærre vejen for kollegaerne og være skyld i et par farlige situationer.

Jacques Villeneuve mener, at Kevin Magnussens og Carlos Sainz’ måde at køre på i duellerne hører mere hjemme i juniorklasserne end i Formel 1.

»Det, der skete med Verstappen (da han kørte ind i Ricciardo, red.) var bare dårligt kørt og en fejl. Det burde ikke ske på det her niveau, men det er ikke beskidt. Det, som Sainz og Magnussen foretager sig i alle løb, er som kørerne i Formel 2,« siger canadieren.

BT har været i kontakt med Kevin Magnussen. Men han ønsker ikke at forholde sig til kritikken fra Jacques Villeneuve.