I årevis har han været sportens 'bad guy' med sarkastiske og hårdtslående kommentarer.

Og i lige så mange år har den tidligere dobbelte verdensmester gentagne gange skiftet hold på det helt forkerte tidspunkt.

Denne gang ser det dog ud til, at Fernando Alonso har ramt plet med sit skifte til Aston Martin i Formel 1.

Trods sine 41 år kan alderspræsidenten vise sig at være den helt, Formel 1 har brug for, skriver The-Race, mens Luna Christofi fortæller B.T. om Alonsos gudestatus i hjemlandet.

Fernando Alonso kørte sig på podiet i sit første løb for Aston Martin.
Fernando Alonso kørte sig på podiet i sit første løb for Aston Martin. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

For midt i Max Verstappen og Red Bulls altoverskyggende dominans i årets første løb, der fik Mercedes-stjernen George Russell til at sige, at hollænderen kan ende med at vinde alle 23 løb i år, var Fernando Alonso lyspunktet.

Med sin tredjeplads i Bahrain viste spanieren, at han selv 22 år efter sin debut i Formel 1 stadig er verdensklasse bag et rat.

I et afsnit af den nye sæson af Netflix-serien 'Drive To Survive' sætter Alonso ord på sin egen rolle i sporten.

»Der har altid været gode og onde karakterer. Helte og antihelte. Jeg er på den mørke side,« siger han.

I hvert fald kan han være rivalen, der i år gør livet surt for Max Verstappen. Formel 1s ekspert Jolyon Palmer forventer mindst én Alonso-sejr i år.

Viaplays Formel 1-reporter Luna Christofi slår fast, at hele Spanien elsker ham.

»I Spanien er det Alonso, Alonso, Alonso. Folk elsker ham. Stakkels Carlos Sainz får ikke et ben til jorden, selvom han kører for Ferrari,« siger hun til B.T. om Formel 1s anden spanier.

»Alonso er en stor figur i Spanien – i perioder helt oppe på siden af Rafael Nadal, og Nadal er gud. Alonso er en af de absolut største. Ingen fodboldspillere når ham.«

Flere peger på Fernando Alonso som manden, der kan redde spændingen i årets Formel 1-sæson.
Flere peger på Fernando Alonso som manden, der kan redde spændingen i årets Formel 1-sæson. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Luna Christofi understreger, hvor meget Alonso stadig elsker sporten.

»Gnisten har aldrig manglet. Han elsker det så meget og er så lidenskabelig omkring sin sport og sig selv. Det er helt utroligt, så fit han er, for han er jo en gammel dreng.«

»Om han kan blive verdensmester afhænger af bilen, men som kører har han niveauet,« vurderer Luna Christofi.

Efter sæsonens med Alonsos ord »perfekte start« tyder det på, at han og Aston Martin har overhalet Mercedes og står nogenlunde lige med Ferrari som de største udfordrere til Verstappens altdominerende Red Bull.

Og så er det verdensmesteren fra 2005 og 2006, der for alvor kan sætte kulør på sæsonen.

Fernando Alonso, Kevin Magnussen og resten af stjernerne kæmper om sejren i Saudi-Arabien søndag klokken 18. Du kan følge løbet her på bt.dk.