Huspriserne er galoperet afsted under coronakrisen, men nu spår de skarpeste økonomer i Finansministeriet, at de brandvarme priser på boligmarkeder vil køle af.

Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse fra 17. december.

I sommer vurderede regeringens såkaldte regnedrenge i Finansministeriet, at huspriserne ville stige med 13,1 procent i år. Det tal er nu nedjusteret til 10,4 procent.

»Efter en kraftig fremgang på boligmarkedet siden foråret 2020 er der tegn på en tilbagevenden til et mere normalt niveau for boligsalget. Sideløbende er stigningstakten i boligpriserne aftaget markant. Det skal ses i lyset af tegn på en normalisering af forbrugsmønstre, i takt med at dansk økonomi hen over foråret og sommeren igen kunne fungere uden restriktioner,« fremgår det af økonomisk redegørelse.

2021 tegner dog trods nedjusteringen til at give husejerne et rekordstort boost i friværdierne.

»På trods af det mere moderate tempo i efteråret ser boligprisvæksten for 2021 som helhed ud til at blive den højeste siden finanskrisen,« skriver regeringen i den økonomiske redegørelse.

Også i 2022 skruer regeringen ned for boligprisudviklingen i forhold til prognosen fra august i år.

Regeringen forventer nu, at huspriserne vil stige med 3,3 procent næste år mod de 3,8 procent, som prognosen lød på i august.

Prisstigningerne ventes at blive moderate i 2022 og 2023.
Prisstigningerne ventes at blive moderate i 2022 og 2023. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I 2023 forventer regeringen, at huspriserne vil stige med 2,8 procent.

De mere moderate prisstigninger skyldes blandt andet, at renterne er steget. Det gør det dyrere at købe bolig og presser priserne nedad.

Samtidig er danskernes glubende appetit på at købe bolig dalet i takt med, at samfundet blev åbnet op i foråret og i  sommer, og forbrugerne igen kunnme bruge penge på for eksempel rejser.

De høje priser lægger samtidig i sig selv en dæmper på efterspørgslen. Der er ganske enkelt færre, der kan være med på boligmarkeder i især de dyre områder.

Regeringens decemberprognose har ikke taget højde for den nuværende nedlukning og omikrons hastige fremmarch.