Prisen på hundredvis af varer falder i disse dage på tværs af de danske supermarkedskæder.

Årsagen er en politisk aftale, som blev indgået af Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti tilbage i 2017, hvor der blev lettet afgifter for 720 millioner kroner. Den sidste del af den aftale giver nu direkte prisfald i butikkerne.

Det er helt konkret priserne på nødder, der falder.

I Erhvervspakken fra 2017 lød det, at de otte forskellige afgiftssatser på nødder helt skulle fjernes, fordi der ikke var nogen sundhedsmæssig begrundelse for afgifterne.

I starten af 2018 blev halvdelen af afgifterne fjernet – og det gav prisfald på alt fra peanuts og valnødder til cashewnødder og mandler ude i supermarkederne.

Den 1. januar 2020 forsvandt resten af afgifterne så.

Og det betyder, at priserne igen falder ude i butikkerne.

B.T. har foretaget en rundspørge, og samtlige adspurgte supermarkeder siger, at de sænker priserne.

Der er tale om Rema 1000, Lidl, Netto, Føtex, Bilka, Fakta, Kvickly, Brugsen-kæderne, Irma, Meny, Min Købmand, SPAR og Let-køb, som alle tilkendegiver overfor B.T., at de sænker priserne en-til-en.

Det vil sige: De afgifter, der forsvinder, bliver trukket fra i prisen ude i supermarkederne.

I priseksempler, flere af kæderne har sendt til B.T., fremgår, at der er tale om prisfald på alt fra én til knap fire kroner for en pose nødder.

Afgiften på nødder har før hørt under chokoladeafgiften, men bliver altså fjernet, fordi nødder er markant sundere.

Ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen er dog usikker på, om prisfaldende vil få nogen decideret positiv effekt for folkesundheden.

»Man kan da ønske sig, at den her prisnedsættelse får folk til at vælge nødder fremfor chips, når de skal have en snack. Jeg tror dog ikke på, at det får den ønskede effekt i forhold til at løfte danskernes sundhed,« siger Preben Vestergaard Hansen, magister i human ernæring ved Københavns Professionshøjskole.

Han mener ganske enkelt, at prisnedsættelserne »er så begrænsede procentvis«, at det ikke vil få folk til at fravælge usunde varer og vælge nødderne til.

»Jeg er bekymret for, at den her prispolitik retter sig mod dem, der i forvejen er sunde, fremfor dem, vi skal have styrket folkesundheden på. Prisforskellen på en Matador Mix og en pose mandler er fortsat så stor, at det ikke får folk til at vælge nødder fremfor slik.«

Han understreger, at det over en bred kam vil være gavnligt for den enkeltes sundhed, hvis man for eksempel erstatter chips med en gang nødder.

Alligevel skal man dog lade være med at sidde og hælde nødder ned på ukritisk vis.

»Nødder er at foretrække i forhold til chips og chokolade, men det er et fedtholdigt produkt, som indeholder 50-60 procent fedt,« forklarer Preben Vestergaard Hansen:

»Så det skal være en del af en sund og varieret kost og erstatte noget usundt.«