Den tidligere Brøndby-spiller Teemu Pukki scorede hattrick for Norwich mod Newcastle i sejren på 3-1.

Den tidligere Brøndby-angriber Teemu Pukki har fået en forrygende start på tilværelsen som Premier League-spiller.

Lørdag scorede han tre mål, da oprykkeren Norwich på hjemmebane vandt 3-1 over Newcastle.

- Det er selvfølgelig en af de bedste kamp, jeg har haft i engelsk fodbold. At score hattrick i Premier League havde jeg ikke en gang turde drømme om for et par år siden, siger Teemu Pukki ifølge BBC.

Pukki scorede også det reducerende mål, da Norwich i premiererunden tabte på udebane til Liverpool, og med sine i alt fire scoringer er Pukki aktuelt topscorer i Premier League.

Den finske angriber blev i sidste sæson topscorer i Championship i sin første sæson i Norwich efter skiftet fra Brøndby, og det er imponerende, at han nu fortsætter målstimen i selveste Premier League.

Lørdag slog han første gang til efter en god halv time med et mål, der kan kandidere til rundens bedste. Ved et hjørnespark stod han klar på kanten af feltet, hvorfra han helflugtede bolden i mål til 1-0.

Hans position var nærmest den samme, da han efter lidt mere end en times spil sparkede bolden mellem benene på sin nærmeste modstander, så bolden strøg fladt i mål ved den nærmeste stolpe til 2-0.

Et kvarter før tid fuldendte han sit hattrick, da han ti meter fra mål overlistede keeper Martin Dúbravka med et fladt, følt skud.

Først i dommerens tillægstid kom udeholdet på tavlen til 1-3.

/ritzau/